være af saa meget større virkning, naar en mod den anklagede ellers velvillig sindet mand ved denne leilighed fandt at burde nægte ham sin bistand. Den sidste mulighed turde endog i tvivlsomme sager have været af saa overveiende betydning, at den anklagede heller valgte først at prøve sig frem hos de af modparten nævnte mænd, end tat udsætte sig for et farligere afslag hos sine egne; ja det kan meget vel tænkes, at han netop med flid ved selve opnævnelsen har undladet at medtage sin ætts nærmeste kjendinger, hvilke det da til gjengjæld har staaet modparten frit at nævne. Med andre ord, parternes hver for sig foretagne opnævnelse af nævndevidnerne synes mere at have havt en formel end en reel betydning. At det ikke var uberettiget indflydelse fra de den anklagede nærstaaende, man frygtede, fremgaar ogsaa med betegnende klarhed deraf, at en af slægtningerne ifølge loven som oftest endog skulde medhaves blandt medsværgerne.[1]
Ligesom lyritareden blev ogsaa tylftar- og settareden at aflægge inden 10 uger. Forgik dette tidsrum var den at anse for falden. Til aflæggelsen, der skede i kirken og paa evangeliebogen, skulde klageren stævnes, hvorhos vidner maatte haves tilstede, for at udfaldet under dem kunde skirskotes. Ifølge Gul. kap. 136 opnævnedes der endog fra begge sider to mænd, der skulde skjønne, om eden blev rigtig aflagt.
Bagenfor ederne staar i de ældste love gudsdommen som den anklagedes sidste udvei og renselsesmiddel. Saa særegen den end kunde synes at være, gjælder der dog ikke synderlig andre regler om den end om nægtelseseden. Den indtræder nemlig først og
fremst som eneste benægtelsesmaade dels ved anklage for et par
- ↑ Naar Bj. kap. 96 skiller mellem en settared med nefndarvitni og en anden med fangavitni, maa meningen være, at valget af medsværgere i sidste fald stod den anklagede ganske frit, medens han i første fald paa sædvanlig maade havde at tage en eller to blandt et antal af opnævnte mænd. Fr. 4–7 i. f. jfr. 4–8 pr. forudsætter maaske noget lignende for tylftaredens vedkommende, og Eid. kr. I kap. 42 skildrer en tylftared, ved hvilken det stod den anklagede frit for at finde sine medsværgere blandt mænd eller kvinder i de tre hereder, hvori han var bedst kjendt.
