Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/239

thinget anerkjendt fordrings fyldestgjørelse, en strudis legitima, som tyske love kalde den, saa turde dog i virkeligheden thingets authoritet ogsaa have strakt sig ud over den og bidraget til at mildne og fordunkle grundbetragtningens skarphed. Idet en del af thingmændene, hvad øiensynlig var det regelmæssige, umiddelbart fra thinget af begav sig hen til den gjenstridige sagsøgtes gaard og der i overensstemmelse med dommen gjorde lovlig exekution, kunde det ikke godt undgaaes, at thinget som saadant i den almindelige opfatning sattes i forbindelse med atføren og denne som en nødvendig følge af den afsagte dom. Dette synes da atter at have virket tilbage paa thinget selv og efterhaanden bragt det til ogsaa i formen at fatte virkelige thingbeslutninger om atføren; i det mindste tyder det enkelte gange forekommende ord atfarardóm og atfararþing herpaa. Og ikke nok hermed. Vi have ovenfor paa sit sted søgt at vise, at den fordobling af fordringssummen, som i kilderne omtales, oprindelig var den sagsøgeren tilkommende ransbod. Det nævntes imidlertid ogsaa, at nogle steder i Fr.loven udtrykkelig tillagde de atfarende bønder denne sum som et slags sportel, paa samme maade som den af aarmanden hævede bod i de senere love er bleven til en godtgjørelse for hans deltagelse i exekutionen. Alt dette synes nu at staa i sammenhæng. Eftersom nemlig thinget mere og mere udstrakte sin authoritet ogsaa over atførshandlingen, hvilket historisk seet atter ikke var andet, end at det i styrke stadig tiltagende statsbegreb gjennem et af sine udtryk, folkeforsamlingen, gjorde sig gjældende udenfor sit tidligere omraade, traadte exekutionens private karakter mere og mere tilbage for den fra thinget udgaaende offentlige, og thingmændene og aarmanden indtog sagsøgernes forrige plads som de egentlige exekutører; paa samme tid bevirkede thingets stigende myndighed som domstol, at sagernes vitterliggjørelse dels gjennem tilladelsen for sagsøgte til ved kravet at undskylde sig med lovukyndighed, dels gjennem gjerfarings- og skirskotningsvidnernes sammenblanding, i langt betydeligere grad end før blev trukken ind i forhandlingerne paa thinget, og at den gamle sætning om ransstraf for vægring af at efterkomme vitter-