Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/249

loven, ikke nogetsteds giver endog blot en antydning af, at vidnerne afgav sine udsagn under ed. Saa ofte den og har anledning til at omtale vidnesbyrd, sigter ikke et eneste af dens udtryk til edsaflæggelse; den indskrænker sig til at lade vidnerne bera vitni eller vita þat, men kjender intet til at sverja vitni eller deslige, og den vidneførende siges at leita vátta, njóta vátta og at stævne sin modpart til vátta sögu, aldrig til vátta eiðs. Dette falder saa meget mere i øinene lige overfor de udtrykkelige og udførlige bud, som loven indeholder om partsedens og mededens aflæggelse, og medens der nøiagtigt bestemmes, hvad følgen var, hvis en mededsmand nægtede at aflægge sin ed, gives os intet vink om, at en lignende vanskelighed kunde opstaa ved vidneførselen. Imidlertid lade sig ogsaa mere positive argumenter benytte. Kap. 86 bestemmer, som ovenfor paavist, for markesskjelstrætter, at i tilfælde af lige mange erfaringsvidner paa begge sider den vandt, som vilde beedige sin paastand. Efter nutidens opfatning indeholder det vistnok ingen selvmodsigelse, at partsed afgjør sagen, efterat vidner forud under ed ere blevne afhørte; men ganske anderledes maatte dette stille sig i oldtiden, da erfaringsvidnernes udsagn ikke indeholdt nærmere forklaringer og oplysninger, men alene kort og bestemt gik ud paa, at saaledes og ikke anderledes var det omspurgte forhold („her skillr“, ok þá er rétt). Tænke vi os nu, at i tilfælde af samme antal vidner paa begge sider alle disse havde aflagt sin vidneed, hvorledes vilde da den regel tage sig ud, at parterne selv ved sin ed skulde afgjøre sagen? For det første vilde det have stemmet saare lidet med den gamle retssædvane, at hovedmandens ed saaledes skulde komme efter hans understøtteres, der i dette fald i virkeligheden dog kun vilde være hans medsværgere, og dernæst vilde, hvad der er hovedsagen, bestemmelsen have været ganske upraktisk; thi hvilken part vilde vel betænke sig paa at sværge, at stykket var hans eget, naar flere gode mænd allerede ligefrem og ubetinget havde besvoret, at det var hans? Man vilde følgelig altid have faaet begge parters ed, og hele bestemmelsen kunde ligesaa gjerne have været usagt. Antage vi derimod, at vidnerne ikke aflagde nogen ed,