Denne bestod deri, at han opsøgte sin modpart i hans hjem, eller hvor han ellers kunde træffe ham, og i tilkaldte vidnerne overvær stævnede ham til paa en bestemt dag, ifølge Gul. loven inden udgangen af de to næste uger, at være hjemme „paa den bø, hvor han boede, ved sin ild og sin arne, i sit høisæde og i det hus, hvor hynder vare bredte“, eller hvis han ikke førte eget hus, da i sin arvings gaard for at høre klagerens fordring fremsat.[1]
Paa den berammede dag havde klageren dernæst at indfinde sig paa det betegnede sted og, fremdeles i vidners overvær, opfordre den indstævnte til at rette for sig eller, som Fr. loven udtrykker sig, at udlevere gjenstanden. Denne opfordring kaldtes kvaða eller kvøð og, naar dens fulde formelle lovrigtighed skulde udtrykkes, laga kvøð og lyrittar.[2] Rettede nu indstævnte for sig enten ved strax at efterkomme opfordringen eller ved at stille borgen for efterkommelsen, var sagen i orden. Fandt han sig derimod ikke beføjet hertil, havde han under iagttagelse af en ceremoni, der betegnes med udtrykket „at kasta fram lagakefli“ at fæste dóm d. v. s. erklære, at han ønskede skiladóm nedsat til sagens paakjendelse. Var indstævnte ikke paa den bestemte dag tilstede eller undlod han baade at falde tilføie og at fæste dóm, ansaaes han at have erkjendt søgsmaalets rigtighed, og idet dette udfald af sagsøgeren skirskotedes
under vidnerne, var sagen altsaa derved bleven vitterlig.
- ↑ Fr. 10–4, jfr. Gul. kap. 35. Det sees altsaa heraf, at enhver fast bosiddende maatte søges i sit hjem. Var han derimod en omflakkende løskarl (einleypr maðr), kunde han søges, hvorsomhelst han kom. Havde han været i bygden julenat, ansaaes det sted, hvor han havde tilbragt denne, for hans hjem; i modsat fald skulde han opgive en gaard, ligegyldig hvilken, naar det kun ikke var en lendermands sæde. Vilde han ingen opgive, skulde sagsøgeren nævne en gaard for ham. Gjaldt sagen en kontraktmæssig forpligtelse (kaup), var ogsaa stedet for kontraktens afsluttelse (á kaupreinu) godt søgsmaalsted. (Gul. kap. 46, Fr. 10–26.) v. Amira skildrer p. 239 fl. heimstefna som en foreløbig opfordring til betaling; det ligger nær, at den ofte faktisk maatte blive dertil, hvilket ogsaa enkelte lovsteder (Gul. 40, Fr. 10–33) antyde; men hovedstederne, hvis indhold ovenfor er anført, vise ligesaavel som navnet, at det væsentlige ved denne leilighed var at faa modparten stævnet til at være hjemme for der at paahøre fordringens fremsættelse.
- ↑ Fr. 10–6.
