men kun afgav sin erklæring, faar partseden en ganske anden og selvstændig betydning. Fra det samme kapitel lader sig endnu et ikke uvigtigt bidrag hente, idet det i al korthed giver ordformen for det i hint tilfælde fornødne vidnesbyrd. Om markeskjel, heder det, alt det, som mænd ere uenige om, derom maa hver, som vil, bære vidne, fri og myndig mand; han skal „svá at orðum kveða, at her skillr, ok þá er rétt.“ Udtrykket at orðum kveða synes dog her ligefrem at udelukke tanken paa en ed; om en saadan vilde det utvivlsomt have lydt: hann skal svá sverja, eller: hann skal þvi at guði skjóta. Og aflagde vidnerne ikke i dette fald ed, saa gjorde de det heller ikke ellers. Endelig maa mærkes kap. 136, hvis bestemmelse om de to mænd fra hver side, der skulde overvære en partseds aflæggelse for at paase, at den blev rigtigen aflagt, ender med det bud, at uenighed mellem mændene skal løses derved, at den ene fraktion afgiver sit skjøn under ed. Som ovenfor vist, regnedes skjønsmænd nemlig paa en vis maade ind under vidnerne, og de her nævnte kaldes til overflod i lovstedet selv váttar. Da disse nu kun for det tilfælde, at uenighed herskede, skulde styrke sit udsagn med ed, saa følger, at vidnesbyrdet sædvanligvis afgaves uden ed, hvilket atter med trygghed tør overføres til almindelige vidner.
Hvad der saaledes lader sig slutte af Gul.loven, understøttes paa det bedste i Borg.kristenret. Vistnok har denne ikke den store anledning til at omtale vidneinstitutionen som en hel lovbog; men den nævner dog paa en række steder vidner og vidneførsel[1] og giver ligeledes ingensomhelst antydning af edeligt udsagn. Det samme gjælder Eids.kristenret, uagtet den etsteds forholdsvis udførlig omhandler
en vidneførsel.[2] Derimod bestemmes i den sidstnævnte lov, at
- ↑ se f. ex. I kap. 14, 17; II kap. 9, 10, 13, 15, 21, 26; III kap. 16, 21, 23. At et enkelt sted, II kap. 21 (III kap. 16) lader præsten sværge, at man har øvet et slags ran mod ham, kan naturligvis ikke opfattes som exempel paa vidneed. Thi vistnok siges præsten i den anledning at bære vidne; men at det kun er dette udtryk, som er brugt i en usædvanlig betydning, sees deraf, at det er præsten selv, der er klager og som saadan oppebærer de forbrudte bøder.
- ↑ I kap. 30 (II kap. 26); se ogsaa II kap. 33.
