skjønsmænd skulde afgive deres taxt under ed[1]; men for de egentlige vidner beviser dette intet. Af et sted, der viser, at skjønsmændene endnu ikke i almindelighed aflagde ed, kan nemlig vistnok sluttes, at heller ikke de øvrige vidner gjorde det; men derimod er den omvendte slutning utilladelig, da det laa meget nært at omgive et formeligt skjøn med tiere garantier end en simpel vidneforklaring. Imidlertid synes denne enkeltstaaende anvendelse af vidneeden dog at have dannet den første begyndelse til en udvidet brug; thi i Fr.loven og Bj.retten finde vi den allerede hyppigere omtalt. Først og fremst er det saaledes hjemrygtesvidnerne, som det i disse love er lykkedes at bringe saavidt i samklang med de udenlandske mønstre, at hovedvidnerne ved de større anklager afgive sine angivelser under ed.[2] Dernæst er det syns- og skjønsmænd, der beedige sine erklæringer[3], og endelig udtaler Fr. 10–8 og Bj. kap. 106, hint med hensyn til erfaringsvidner førte for skiladóm, dette med hensyn til skirskotningsvidner førte for thinget, at udsagnet skulde beediges; hertil slutter sig da atter nogle andre
steder.[4] Trods alt dette turde et enkelt sted i Fr.loven, saa-
- ↑ II kap. 32; bœndr skulu til ganga, ok meta jörðina svá sem þeir þóra sverja at hon sé verð.
- ↑ Fr. 2–29, 5–22; Bj. kap. 34, 61, 92.
- ↑ Fr. 4–25; Bj. kap. 14.
- ↑ Fr. 10–8: Sá skall dóm festa er kvaddr er, en hverr sem dóm festir, þá skall hann at váttum spyrja, en hinn skall nefna ef hann er spurðr; þá skall hann hafa þá vátta er hann má fá at sverja með sér. Den sidste sætning kommer saa mærkværdig befalende, som om den meget godt var sig selv bevidst, at den krævede noget nyt. Bj. kap. 106: Þat er mælt um vitnisburð, ef sá maðr skyldi bera vitni með manni, er eigi á hag at biða þeirrar stefnu er hann þarf vitnisburðar hans, ok þat mál sé rétt at sœkja, þá skall hann sverja eið fullan á bók ok bera vitni slikt sem hann mundi bera ef hann væri innan bœar þá er þat mál væri sótt. Skulde eden her maaske kun benyttes for det fald, at vidnesbyrdet afgaves udenretsligt? Se ogsaa Fr. 3–20 eg 4–5, begge i. f, 10–25 og 14–2 og 7, samt indl. kap. 16. Derimod kan neppe med følge paaberaabes som bevisende vidneedens ælde hin bestemmelse om retsforholdene mellem Norge og Island, der findes i et islandsk haandskrift fra midten of det 13de aarh., men siges at hidrøre fra en edelig forsikkring, som biskop Gizurr og nogle andre islandske høvdinger pas hans tid herom afgav (Se
