Skede derimod dómsfæstelse, skulde indstævnte i forbindelse med denne tillige spørge, hvilke klagerens vidner vare. Klageren havde nu fra sin side at erkjende sig villig til at underkaste sig domens kjendelse, eller, som det i modsætning til indstævntes dómsfæstelse om ham hed, leggja dóm á; i sammenhæng hermed skulde han bestemme domens afholdelse med fem nætters frist til det sædvanlige dómssted og endelig opregne de vidner, som han havde til hensigt for domen at fremføre.[1]
Til fastsat tid skulde da begge parter møde paa dómsstedet, ledsagede af alle de mænd, som i en eller anden egenskab skulde være dem til hjælp. Sagen begynder derpaa med, at klageren paa sin side opnævner sex dómsmænd, der tage sæde paa dómspladsen i én række, hvorpaa han opfordrer modparten til at nævne sine. Disse tage saa plads ligeoverfor hine, og det tilkommer nu sagsøgte at rydde klagerens dóm d. v. s. anmode de slægtninge eller besvogrede af ham, hvilke han maatte have sat i domen, om at fjerne sig. Har klageren for dette tilfælde andre mænd tilstede, som kunne indtage den ryddede plads, sker dette; i modsat fald er hans søgsmaal forspildt, og han maa begynde helt fra nyt at Satte han lendermænd i sin dóm, tabte han endog for fremtiden selve klageretten i den sag.[2] Er klagerens dóm endelig istand, kan han paa samme maade rydde indstævntes, og saaledes faar man da en ret, bestaaende af tolv gode mænd, hvoraf hver af de tvistende har opnævnt det halve antal. For denne dóm fremfører derpaa klageren sine hjemstævnevidner og kvaðavidner, der have at bevidne, at sagen hidtil er bleven rigtigen dreven. Erkjender
domen disse vidnesbyrd for gode, nedlægger han paany sin paastand.
- ↑ Fr. 10–5 til 11 jævnførte med Gul. kap. 37.
- ↑ Fr. 10–11: En ef øðrum þeim brestr einhverr er i dómi skyldi sitja, þá er þeim fallin sókn. At dette ikke maa forstaaes, som om selve søgsmaalsretten tabtes, sees af Gul. kap. 37: – setja aðra valinkunna menn i stað þeirra, ef til eru. En ef eigi eru til, þá er dómr hans únýtr. Nu ef harm hefir sett lendan mann i dóm með sér æða lends manns sun þann er yngri sé en fertugr eða ármann konungs þá er hann dómflogi ok á alldrigin upreist at þvi máli siðan.
