Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/263

derimod simpelt hen gjennem den umiddelbare betragtning, at det altid er til fordel for den, som skal forsvare sig, at han har forsvarsmidler, og den almindelige formodning for en klages troværdighed maatte bringe denne fordel til at træde saa meget skarpere frem. Hermed er egentlig ogsaa den anden indvending besvaret, at en processuel fordel ifølge sagens natur maatte falde i dens lod, der fik aflægge eden; thi sagens natur var i sin grund den, at sagsøgte dog altid maatte have lov til at sige nei, men at hans nei paa den anden side intet gjaldt, naar det ikke udtaltes i en form, der gav det en særegen paalidelighed; og dette hviler atter paa det meget rigtige psykologiske instinkt, der er desto sikkrere, i jo engere samfundsforhold man lever, at det personlig falder betydelig vanskeligere at fremsætte en falsk beskyldning, end naar en beskyldning er fremsat, at nedlægge en falsk benægtelse derimod, eller med andre ord, at en beskyldning paa forhaand i og for sig fortjener større tiltro end en benægtelse. Men ligesom dette er grundtanken, saaledes synes det heller ikke i praxis at have faldt den anklagede saa ganske let at unddrage sig klagens magt. De exempler, man i de islandske sagaer finder paa, hvorledes man ved at indrette edens ordlyd tvetydigt søgte at komme fra en sand og, om man saa vil, mental edsaflæggelse, viser, at allerede eneeden dog havde sin indflydelse selv paa bedragerske folks samvittighed, og med hensyn til ederne med edshjælp give de norske love ingenlunde det indtryk, at de for hovedsværgeren var en saa særdeles let sag. De glemme ikke at tilføie, hvad følgen af edens mislykkede udfald bliver, og omtale i det hele denne mulighed paa en maade, der bestemt viser, at den hørte til de meget praktiske retsfænomener. Det er derfor klart, at det ogsaa her var klagens indre styrke, hvorunder indstævnte led; den omstændighed, at en i bygden velkjendt mand fandt sig beføiet til at fremtræde mod ham med en retslig klage, var i sig selv et kraftigt varsko til andre gode mænd mod at hjælpe ham med deres ed, og om han end inden visse grændser selv havde ret til at vælge sine mededsmænd, saa var han dog faktisk bunden til at tage dem blandt sine sambygdinger, for hvilke den ved klagen til