Saa langt kunne vi ved at sammenholde Fr. lovens bestemmelser
i dens 10de bolk med Gul. kap. 37 og 266 med nogenlunde
lethed trænge frem i forstaaelsen af Fr. lovens skiladómsbehandling.
Men fra dette punkt af forlader den thrønderske retskilde
ganske skildringen af fremgangsmaaden i dens regelmæssighed
for at gaa over til at fortælle, hvorledes det gik i uregelmæssige
fald, nemlig naar en af parterne udeblev. Paa den anden side tager
netop her ogsaa Gul. kap. 37 afsked og gaar sin egen vei, og det
bliver os derfor ingen anden mulighed tilbage end gjennem reglerne
for de uregelmæssige tilfælder at søge at naa de for de regelmæssige
gjældende, hvorunder vi dog som en god støtte endnu beholde
Gul. kap. 266–269.
Fr. 10–11 o. flg. bestemme altsaa: Udebliver en af parterne fra dómsbehandlingen, skal den anden vente paa ham til middag og derpaa sætte domen, sex mænd fra hver side; forudsætningen er følgelig, at begge parters domsmænd havde indfundet sig. Gul. kap. 269 viser imidlertid, at klageren, selv om ogsaa indstævntes domsmænd blev borte, kan sætte sin dóm, og lade dennes sex mænd udtale kjendelsen.[1] Hvis sagsøgeren er den udeblivende, er han ude af sit søgsmaal, d. e. han ansees i realiteten at have havt uret, og sagen hæves. Dette udfald skirskoter sagvolderen under sine vidner og sikkrer sig derved mod ved en anden leilighed at blive dømt i den sag; thi en dómflogi, en, der flyr domen, kan aldrig med virkning fremsætte samme søgsmaal paany. Er det derimod den sagsøgte, der udebliver, fremfører klageren sine vidnesbyrd, og hvis disse bæres for fulde, have de dømmende at lægge domsord paa, nemlig at han er kommen til sit søgsmaal. Herved forudsættes det altid, at der herskede enstemmighed blandt domsmændene; deres kjendelse kaldes tolv mænds dóm,[2] og endnu
saa sent som i slutningen af Haakon den gamles regjering beteg-
