og grundede sig sin mening. Disse to nærbeslægtede bevismidler stod det naturligvis i udviklingens magt at holde ud fra hinanden, og dette blev tilfældet i Sverge. Men paa den anden side indbød de saavel ved sin indre grundtanke som ved sin ydre form med edsaflæggelse til en sammenblanding. Hvilken institution der i denne blev den seirende, har neppe beroet paa dybere forskjelligheder hos de enkelte folk, men turde kun være bleven bestemt ved en skik og brug, der efterhaanden mere og mere erklærede sig for den ene og derpaa misforstod den anden og gjorde den til et med hin. Saaledes kunde det maaske lettest og simplest forklares, at Islænderne beholdt kviden og enkeltstaaende spor af mededen, og i Norge maatte udviklingen blive at tænke saa, at man først har ladet kviðens edsaflæggelse indskrænke sig til det fald, at den udtalte sig for den anklagedes uskyld, og at man derpaa lidt efter lidt har trukket denne selv ind blandt de sværgende, hvorved mededen tilsidst blev enehersker. Vi gjentage imidlertid, at vi kun ville have disse antydninger betragtede som løse bidrag til det interessante spørgsmaals opklarelse; fra de norske loves standpunkt kan en fast opfattelse ikke naaes.
Med bevissystemet har man ogsaa villet sætte den retslige tvekamp i en vis forbindelse. Hvad vi herom for Norges vedkommende vide, indskrænker sig imidlertid til meget lidet, da retten til at udfordre allerede blev afskaffet under Erik af Lades styrelse i begyndelsen af det 11te aarhundrede, og det følgelig ikke i de til os komne lovtexter findes noget spor af en saadan brug. Vor kundskab hente vi derfor næsten udelukkende fra Egils saga, der under skildringen af et par tvekampe tillige giver enkelte vigtige oplysninger om sagens retslige side. Hvad da først angaar den tvekamp, der ikke stod i nogen forbindelse med en retstvist, saa se vi af den nævnte sagns kap. 67, at enhver, der ønskede at tilegne sig en andens eiendom havde ret til at udfordre ham til tvekamp om den forønskede gjenstand. Tabte den retmæssige, havde seierherren vundet, hvad han havde krævet; var udfaldet modsat, maatte udfordreren, som det hed, løse sig af holmen med en sum af samme størrelse som kravets. Man vil se, at dette ikke kunde
