Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/285

derved, at det blev tilladt sagvolderen i vitterlig civil sag at undskylde sig med ukyndighed i loven og ved kravet at skyde sagen til things. Forhen havde han gjort sig skyldig i ran, naar han vægrede sig ved at udføre, hvad sagsøgeren fordrede af ham; nu kom sagen uden straffeklage til thinget, og thingmændene fik at undersøge, hvorledes det forholdt sig med vitterligheden og den hele sammenhæng. Men dette vilde atter sige, at skirskotningsvidnernes udsagn tabte i kraft og nærmede sig til det niveau af oplysende evne, hvorpaa erfaringsvidnerne hidtil havde staaet. Herved maatte samtidig ogsaa skiladomens virksomhed svækkes i anseelse; thi det var netop dens formaal at gjøre retsforhorholdet mellem parterne vitterligt. Kunde sagvolderen ligeledes overfor de vidner, hvorunder domens kjendelse var skirskotet, paaskyde lovukyndighed, var det ligesaa godt strax og med forbigaaelse af domen at bringe sagen for thinget. Skiladomen udtrængtes derfor efterhaanden. Magnus Erlingssøn afskaffede den i edssager, hvori den saameget lettere turde undværes, som enhver paa forhaand kunde beregne sig til den ed, der for tilfældet blev at aflægge. Sagvolderen skulde herefter ved kvaða ser paatage sig den foreskrevne ed. Og i den følgende tid bortfaldt domen ogsaa i sager, hvori erfaringsvidner havdes. Disse stilledes nemlig ganske jævnsides med de i vægt allerede synkende skirskotningsvidner. I formen skulde fremgangsmaaden med krav i vitterlig sag bruges ved begge; men faktisk maatte vitterligheden herved tabe endnu mere i indre værd og paalidelighed, og den udvei at skyde sagen til things altid falde sagvolderen naturligere. Kun i søgsmaal angaaende løsning af jord, hvilke ogsaa tidligere krævede en egen omstændelig fremgangsmaade, bibeholdt skiladomen sig fremdeles. Paa samme tid som forskjellen mellem vitterlig og ikke vitterlig sag forsvandt, trak thinget saaledes den hele rettergang til sig og nødedes til selv at foretage de til sagens oplysning fornødne undersøgelser. Ligeledes faldt den betragtning bort, at sagvolderen begik ran, naar han ikke, efterat sagen var bleven gjort vitterlig, godvillig rettede for sig, og naar thinget dog ifølge gammel sæd vedblev at idømme den, der lod det komme til atfør, visse private