Gaa vi derpaa over. til Gul. lovens tilsvarende regler, er det
at mærke, at disse kun gives for et enkelt af Fr. lovens flere tilfælder,
medens loven om de øvrige alene tillader gjætninger. „Hvis
en mand har gods tilgode hos en anden, hvilket vidner ikke vide“,
begynder Gul. kap. 37, skal han stævne ham til kvaða og til aftalt
tid opfordre ham til at rette for sig. Skyldneren har da enten at
festa fé d. e. paa fyldestgjørende maade love efterkommelse eller
festa dóm.[1] Dómssættelsen skildres derpaa saaledes, som ovenfor
under Fr. retten indtaget, kun med den forskjel, at domen
vestenfjelds sættes paa sagvolderens egen gaard. Derpaa fremfører
klageren sine hjemstævne- og kvaðavidner, og saa fortsættes der:
„da have de, som i domen sidde, at dømme herom og dømme den,
der benægter gjælden, til en ed saa stor, som han ifølge loven
har at nægte det gods med, hvorfor han blev fordret med kvaða;
men én skal nægte for én øre, to for to og tre for tre“. Man ser,
at her hverken er tale om vidneførsel eller flere dome eller væddemaal;
klageren fremfører sin paastand, og derpaa dømmes indstævnte
til benægtelsesed efter sagens størrelse med to, en eller
uden mededsmænd. Budet gjælder saaledes kun for det tilfælde,
at klageren end ikke havde erfaringsvidner at paaberaabe sig. Inden
denne begrændsning slutter det sig imidlertid supplerende og
forklarende til Fr. lovens ufuldstændige bestemmelser om dette fald,
og det bliver tilladt at slutte, at eden ogsaa i Thrøndelagen er
bleven paalagt ved en enkelt skiladóm.
Vanskeligere er det under lovens taushed at komme til fuld sikkerhed med hensyn til Gul. lovens behandling af de uvitterlige sager angaaende penge og gods, hvori erfaringsvidner ikke havdes. Imidlertid ere vi dog ikke ganske uden antydninger. Frost. lovens form for disse sager falder, som man ved en sammenligning mellem dens 10de og 12te bolk strax vil se, i alt væsentligt sammen med dens odelsløsning. Da begge loves retssystemer ere for identiske til, at nogen væsentlig forskjellighed skulde kunne antages at have fundet sted i deres procesregler, er det allerede i og for sig meget
sandsynligt, at rettergangen for de nævnte sager ogsaa efter
- ↑ Foreløbigt tages intet hensyn til den af Magnus Erlingssøn foretagne ændring.
