Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/37

Gul. loven nærmest var dannet i lighed odelssøgsmaalet. Og dette turde virkelig ogsaa have været tilfældet. Gul. kap. 40 bestemmer saaledes for det fald, at en mand har solgt samme gjenstand til to, og den sidste kjøber tillige er kommen i besiddelse af den, at denne kan fæste dóm mod den førstes fordring paa udleverelse, og at klageren for domen maa føre vidner paa, at han kjøbte først. Nu var det almindelig oldnorsk ret, at eiendom stiftedes ved selve salgsaftalens sluttelse, og at besiddelse i saa henseende hverken gjorde fra eller til. Den første kjøber havde følgelig ligeoverfor den anden kun at fordre sin egen ting, vi have altsaa et tydeligt vindikationssøgsmaal for os og under dette føres vidner for skiladomen. At disse for tilfældet vel altid vare de ved kjøbet tilkaldte skirskotningsvidner, kan ikke fordunkle sammenligningen med Frost.lovens bestemmelser; thi idet de ikke førtes mod sælgeren, men mod en senere kjøber, d. e. mod en mand, med hvem de i egenskab af tilkaldte vidner intet havde at skaffe, kunde de blot optræde som erfaringsvidner, og maatte finde sig i, at modparten ikke betragtede sagen som vitterlig. Endnu klarere er kap. 216, der forudsætter, at en gjenstands besidder mod vindikationssøgsmaal fæster dóm, og at sagsøgeren for denne fører sine vidner, i dette fald altsaa rene erfaringsvidner. Endelig gjentager kap. 78 for et andet tilfælde bestemmelsen i kap. 40, og kap. 49 og 79 sigter, som det synes, utvetydigt til den samme søgsmaalsform. Tilsidst kan det ogsaa nævnes, at kap. 86 for markeskjælstrætter udtrykkelig fastsætter erfaringsvidners førelse for skiladóm, og saaledes godtgjør, at denne bevismaade ogsaa udenfor odelssager af Gul. loven anerkjendtes. Sammenholdes alt dette, tør vi vistnok anse det for sikkert, at de vestenfjeldske bygders maade at benytte erfaringsvidnerne paa i hovedsagen var den samme som de thrønderskes. Dog turde der maaske være grund til at antage, at der i ét punkt har hersket ulighed. Af Gul. kap. 266 sees det nemlig, at væddemaalsdomen i odelssager ikke som i Throndhjem bestod af 24, men kun af 12 mænd, og formodentlig har da vel det samme ogsaa gjældt i andre sager. Hvorvidt disse 12 mænd vare nyopnævnte, der skulde vædde, om første eller anden