nyttes) ere vidner,“ tydeligt nok viser, at forskjellen mellem de udelukkede og de behandlede sager kun laa i de førstes forbudsnedlæggelse, men ikke tænktes udstrakt til vidnerne.
I den saaledes fortolkede anden del af Fr. 10–24 fastsættes det da, dels, som ovenfor fremstillet, at den sagsøgte, hvor vidner ikke haves, strax ved kvaða skal fæste ed, hvorved skiladomen for dette tilfælde afskaffes; dels at klageren, hvis han har erfaringsvidner, skal stævne skyldneren hjem til krav og derfra til things og der nyde sine vidner. For dette tilfælde afskaffes altsaa ogsaa skiladómsbehandlingen; men det er her den vidtlyftige fremgangsmaade med de tre dome og væddemaalet, der udgaar. Ved dette var imidlertid erfaringsvidner i sager angaaende penge og gods meddelt samme vægt og betydning, der, som nedenfor skal sees, tilkom skirskotningsvidnerne, og det ældre bevissystem havde faaet et stærkt stød. Om derimod ogsaa denne ændring hidrører fra rigsmødet i Bergen 1164, der i det hele taget synes at have dannet udgangspunktet for de under Magnus Erlingssøn foretagne lovreformer, kan ikke sees; men den er maaske for vidtgaaende til at kunne antages overhovedet at være bleven besluttet før under Haakon Haakonssøn. I Gul.loven findes et lovsted, svarende til Fr. 10–24–2–1, ikke optaget i den til os komne afskrift.
Efter paa denne vis at have søgt at angive grundreglerne for de gamles søgsmaal angaaende penge og gods for skiladóm i uvitterlig sag, gaa vi over til enkelte særskilte arter af sager, der behandledes for den samme private dóm.
En nærmere omtale kræve saaledes arvesøgsmaalene. Fr. 9–7 gjør en forskjel, eftersom den, der fordrer arv, er indenlands eller udenlands født. I første fald er det nok, at han, hvis arvens indehaver benægter hans arveberettigede fødsel, holder en enkelt skiladóm og der fører sine vidner, medens han i sidste er nødt til at
holde alle domene d. e. alle tre.[1] Grunden til denne skjelnen kan
- ↑ Fr. 9–7: Ef maðr kallar til fødurarfs sins, ok hinn játar þvi at hann er þess sunr er hann segir ok af frjálsum kviði ok til arfs kominn, ok er hann innanlands getinn, þá má hann ganga til fødurarfs sins, en sá fari hinn á frá er kallaði hann eigi arfa vera með váttum ok með vitum. En ef hinn dular at hann
