Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/51

Denne siden er korrekturlest

af jord og ikke, som man hidtil synes at have villet forstaa den, kun om odelssager, fremgaar allerede deraf, at den ganske i almindelighed taler om jarðarbrigð uden paa et eneste sted særskilt at fremhæve odelsløsningen, medens den sidste halvdel af kap. 7 ikke engang kan forstaaes om andet end den kontraktsmæssige løsning.[1] At den dog paa den anden side ikke vil have odelssagerne udelukkede fra de nævnte kapitlers fremstilling, sees deraf, at denne i det hele falder sammen med Gul. lovens regler for odelssager, og at man ellers ikke vil finde de vigtigste løsningssager omtalte i loven; det bestyrkes ogsaa ved, at kap. 4 og 5 ere forudskikkede, da disse handle om at lovbyde odelsjord. Iøvrigt henvises med hensyn til sagernes førelse til, hvad ovenfor er meddelt om den vestenfjeldske odelsløsning; fremgangsmaaden med de tre dome og væddemaalet danner ogsaa her grundridset. Kun besættes ligesom i vindikationssagerne efter 10–15 veðjanardomen med 24 mænd istedetfor efter Gul. loven med 12. At de tre dome her saaledes ogsaa tænktes at kunne bruges i uvitterlige sager angaaende kontraktsmæssig løsning, taler for rigtigheden af vor formodning om en lignende regel vestenfjelds. Meget praktisk har dog dette neppe været, da 12–7 viser, at man i Fr. loven var naaet frem til den anskuelse, at de 20 aars præskription ikke blot umuliggjorde de oprindelige skirskotningsvidners brug, men overhovedet gav besidderen en for alle tilfælde gyldig exception. Som ovenfor bemærket, staar Gul. loven i saa henseende endnu paa et ældre trin. Exceptionen gjordes i den form, at besidderen ved kvaða fæstede lyritared for, at præskriptionstiden var forløben; da nogen dómssætning til at faa eden paalagt ikke nævnes, tør det antages, at exceptionen tilhører en tid, da fæstelse af skiladóm til edspaalæg allerede var afløst af den umiddelbare fæstelse af ed.

Ikke mindre tvivlsomme spørgsmaal foranledige lovenes omtale af markeskjelssagerne. Gul. loven behandler dem idet noget

forvirret affattede kap. 86, hvis forskjellige bestemmelser ikke alle

  1. Der tales nemlig om lysningen inden de 20 aar.