Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/54

Denne siden er korrekturlest


I alle tilfælder blev markeskjelssager altsaa ifølge Gul. loven at anlægge for skiladóm. Det fulgte ogsaa af stridens natur, at man ikke godt paa nogen af siderne vilde kunne have skirskotningsvidner, og kapitlet udtaler ogsaa meget bestemt den forudsætning, at det var erfaringsvidner, som blev at bruge, idet der endog gives forhenværende trælle, der havde arbeidet paa det omstridte stykke, evne til i sagen at afgive vidnesbyrd. Vanskeligere er det derimod, at kun én skiladóm anvendtes. Ved nærmere betragtning vil man dog indse, at dette var det naturlige for det fald, at ogsaa besiddelsen var bestridt, og rollerne som klager og indstævnt altsaa hjemfaldne tilfældet; thi afholdelsen af flere dome hvilede jo paa den grundregel, at klagerens vidner førtes for den første og indstævntes for den anden, samt at allerede den første dóm udtalte kjendelse, medens indstævnte ved anden dóm blot ved et større antal vidner kunde opnaa en dom for sin paastand, og intet af dette passede, hvor begge parter saavidt muligt skulde staa lige. I dette fald maatte begges vidner blive at fremføre for samme dóm, og bedømmelsen falde samtidig ligeoverfor dem begge. Men dette hensyn bortfalder ved kapitlets andet tilfælde, at besiddelsen ved sagsanlægget tillaa indstævnte, og naar ogsaa her kun en enkelt dóm holdes, synes det blot at kunne betragtes som forladelse af en ældre regel, der har krævet de tre dome. Den maade, hvorpaa domens afholdelse omtales, er her ogsaa saa forvirret, at formodningen om en sammenstøbning af to tekster, en ældre og en yngre, uvilkaarlig paatrænger sig.

Fr. lovens regler ligne i det store taget Gul.lovens, men have dog ogsaa sine væsentlige afvigelser. Nogen ændring er det imidlertid ikke, naar den sætning i Fr. 13–23 udtrykkelig udtales,

at vidnesbyrd om eiendom gaar forud for vidnesbyrd om besid-

    anden, der giver anledning til klagen, og at nævne dóm er neppe noget sikkert udtryk om sagsøgeren, om det end om denne i Fr. 10–11 heder, at han skal „leggja dóm á, ok nefna sá bœinn er leggr dóm“. Meningen er maaske, at hvilkensomhelst af parterne kan optræde, og at engen derpaa gaar frem efter de almindelige regler.