at forbud var nedlagt, gjaldt en bestemt tidsfrist af 5 dage for dómssættelsen, medens man ellers havde større frihed til at fastsætte dagen. Derfor kan ogsaa Fr. 5–8, der handler om fimtarstefna, i dens overskrift siges at give regler om festardóm. At lovene saaledes, som de nu foreligge, ogsaa undertiden kræve andre dome tilstævnede med kun 5 dages frist,[1] skyldes derimod vel kun en senere skik og brug, der har taget forbudssagerne til forbillede.
Blandt de tilfælder, hvori forbudsnedlæggelse benyttedes, nævner Fr. 8–16 og 17 og 9–30 arvesøgsmaal. Vi have imidlertid ovenfor behandlet et fjerde sted, 9–7, der ogsaa giver regler for arvesøgsmaal, men som ikke forudsætter denne fremgangsmaade, og vi maa altsaa undersøge, hvorledes hermed hænger sammen. Af de nævnte steder foreskriver 9–30 arvingen at anlægge sin sag med forbud og for fimtarstefna, naar arven bestaar i jord, og tilføier derpaa: „Saaledes skal han ogsaa søge med lovkjævle, hvis avling eller kvægbesætning bærer i arv, men med útbeizla alt løsøre, saaledes som før er fremstillet“. Herved er altsaa sagt, at arvesag kun da anlagdes for fimtarstefnar naar jordavling eller kvæg skulde arves, og i overensstemmelse hermed bliver 8–16 og 17, hvor fimtarstefna paabydes, ogsaa at forstaa; men tillige siges det, at det ved almindeligt løsøre brugelige arvesøgsmaal allerede ovenfor i loven er bleven omtalt, og at det skede med útbeizla, hvilket som vi i næste kapitel skulle se, var formen for vitterlig sag. Det eneste lovsted, som denne henvisning om arvesager, hvori forbud ikke bruges, kan sigte til, er 9–7; 8–16 o. flg. kan det nemlig ikke være, da disse steder paabyder fimtarstefna og altsaa forudsætter forbud. Her bliver det imidlertid paafaldende, at 9–7 vistnok foreskriver en fremgangsmaade, der passer for løsøre, men denne er ikke, som kap. 30 siger, útbeizla,
men, som vi ovenfor have seet, en eller tre skiladome. Hvorledes
- ↑ Fr. 10–11. Bemærkningen gjælder kun terminologien nordenfjelds; jfr. Gul. kap. 266, hvor fimtardómr i odelssag synes at være gammel ret. Muligt maa det iøvrigt ogsaa erkjendes, at fimtarstefna oprindelig ikke har været nogen dóm; herom nedenfor.
