paa hans ret, brugtes staven ved den høitidelige benægtelse af klagens lovmæssighed, saavelsom ogsaa af sagsøgeren for at betegne, at han mente at have retten i sin haand. Herfra har dens brug da videre strakt sig ud til alle slags lovformelige protestationer, paa den ene side til Fr. lovens forbudsnedlæggelse, paa den anden til undersaatternes vægring ved længere at anerkjende en konge. I tidens løb ere disse former imidlertid begyndt at gaa i forglemmelse, og som det ved saadan leilighed pleier at ske, man har ved enkelte handlinger holdt længere fast paa dem end ved andre. Saaledes er lovkjævlens benyttelse i Norge forsvundet ved almindelige eiendomsoverdragelser, men bibeholdt ved forbud, i Sverge
synes det omvendte at have været tilfældet.[1]
- ↑ Vi kunne ikke modstaa fristelsen til her ut forsøge at opklare et lidet spørgsmaal, som vi maa erkjende at ligge paa grændsen af disse afhandlingers emne. Hos Hyltén-Cavallius, Wärend och Wirdarne II p. 404 oplyses det som gammel sædvane, at ved jordskjødning de tolv nævninge greb om et spydskaft, samt at udtrykket „at faa skaft“ paa en eiendom endnu betyder at faa sig den tilskjødet. Man ser, at det er den samme form, som Stjernhöök sigter til, kun at skaftet (staven) er bleven til et spydskaft. I en afhandling „Om de gotiske folks vaabened,“ Kjøbenhavn 1871, har Sv. Grundtvig, der ikke synes at have kjendt Stjernhööks yttring og forøvrigt vel heller ingen foranledning havde til at forfølge brugen af lovkjævlen, sat dette vidnesbyrd fra Wärend i forbindelse med en beretning, som den engelske sendemand i Stockholm, Whitelocke, fra aaret 1654 meddeler om de ceremonier, der kom til anvendelse ved et adeligt bryllup, han ved dronning Kristinas hof overvar. Blandt disse forekom det nemlig ogsaa, at et spyd (speare or pike) blev rakt frem, idet morgengavens størrelse bekjendtgjordes, og at tolv adelsmænd efter hinanden traadte til og lagde deres høire haand paa spydet, hvormed skulde tilkjendegives, at de som vidner havde at paase, at gaven i tilfælde af brudgommen død kom bruden og børnene tilgode. (Se Whitelocke, Journal of the swedish embassy in the years 1653 and 1654, 2den udgave, London 1855, II p. 229–30 og 248–50). Det er klart, at her atter simpelthen foreligger en anvendelse af den samme form, som Stjernhöök bevidner brugtes ved skjødning. Kunde staven i Wärend gaa over til et spydskaft, maatte spydskaftet i Stockholm vel kunne gaa over til et spyd, og i de 12 adelige vidner have vi jo netop Stjernhööks 12 fastar, der tangere debebant baculum. Vistnok erfor Whitelocke siden af Erik Axelsson Oxenstjerna, at denne ceremoni med spydet kaldtes vaabentag, og det er heraf, at Grundtvig drager den slutning, at det gamle vaabentag ogsaa var kjendt i
