I begyndelsen af syttenhundredetallet fandtes endnu i Notredamekirkens
arkiv i Paris en festuca notata opbevaret; den ansaaes
at være fra det niende aarhundrede og beskrives som et firkantet
tilskaaret stykke træ, en halv fod langt og omtrent en tomme tykt.
I Sverige sees staven at have været større og at være bleven erstattet
ved et spydskaft.
Vende vi efter denne undersøgelse tilbage til vore kilders bestemmelser om forbud, saa staa, efter at Fr. lovens hidhørende steder ere behandlede, endnu Gul. lovens tilbage. Men disse ere hverken mange eller meget oplysende. Ligesom denne retsbog ikke kjender ordet fimtarstefna i betydning af en særegen art skiladóm, saaledes har den heller ikke det tekniske udtryk lovfæstning, men benytter det almindeligere og mindre sigende ord forbud. Heraf saavelsom af den sparsomme omtale at slutte, at retsmidlet vestenfjelds ikke har havt den udbredte anvendelse, som nordenfor,
er vistnok fuldt tilladeligt; men paa den anden side sees dog saa-
Sverge og det som en vaabened; men selv om ordet vaabentag virkelig i Sverge var bleven brugt om denne form for tilkaldelse af vidner og ikke, hvad man næsten turde formode, blot er en lærd gjætning enten af Whitelocke, der kjendte det angelsaksiske wapentace, eller af grev Oxenstjerna, der kan have hørt, at man i gamle dage havde noget, som hed vaabentag, og har henført ordet til det eneste, der i hans tid passende kunde belægges med samme navn, saa kan det være den svenske almenhed selv, som har gjort denne gjætning. Det vilde ikke være første gang, at et gammelt ord er bleven brugt til at betegne en ny, med den gamle i ingen forbindelse staaende sag. Se saaledes, hvad Konrad Maurer (Germania 16de bind p. 329) oplyser netop om ordet vaabentags forandring af betydning paa Island. Naar ogsaa den sidstnævnte forfatter antager (p. a. s. p. 222), at en vaabened ved hint bryllup er bleven aflagt, kan heller ikke dette ifølge det foregaaende medgives. Whitelocke, der dog giver en meget nøiagtig skildring, omtaler heller ingen edsaflæggelse. I Adlersparres Historiske Samlingar, 4de del, Stockholm 1812, p. 71 omtales den samme ceremoni, men uden at hverken ed eller navnet vaabentag forekommer. Se videre Olaus Magnus, De gentium septentrionalium conditionibus, lib. XIV cap. IV; Loccenius, Antiquitatum Sueo-Gothicarum Libri III, editio tertia p. 155, og Tollstorp, Södermanlands beskrifning, Stockholm 1837 p. 79, hvor notitser af samme indhold findes. Paa Rafaels berømte maleri „lo sposalizio“ (fra 1504), der findes i pinakotheket i Milano, staa brudesvendene ifærd med at bryde sine omtrent halvanden alen lange stave, idet brudgommen sætter ringen paa brudens finger.
