Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/78

Denne siden er korrekturlest

dene erklærede sagsøgeren at være kommen til sit søgsmaal. Men selv om det sidste ikke overalt udtrykkeligt tilføies, bliver domsafsigelsen dog altid at underforstaa.

Efter dette kunne vi da ikke komme til anden anskuelse, end at skiladomen var en domstol. Da den var sammensat af private mænd, hvis eneste berettigelse til at dømme var at søge i de to stridende, ligesaa private mænds opnævnelse, maa den nærmere betegnes som en privat domstol; men da den umiskjendelige forudsætning dog var, at dens medlemmer skulde afsige kjendelse i overensstemmelse med lov og egen retsbevidsthed, sank den ikke ned til en voldgifts- og billighedsret, men maa opfattes som et organ for samfundets af staten og statsbegrebet uafhængige selvdømme.[1] Den anvendtes i alle civile sager, hvor skirskotningsvidner ikke havdes. Dens private karakter viste sig praktisk deri, at staten ved dens kjendelser ikke umiddelbart lod sig foranledige til at give tilladelse til exekution.

Ved kjendelsens afgivelse skirskotede den vindende part indholdet under de vidneføre mænd, der stod udenom domen og

hørte paa forhandlingerne (heyringar). At saadanne vare tilstede,

  1. Jfr. v. Amira, p. a. s. p. 267 flg., der søger at gjøre gjældende, at domen virkede under statens authoritet, idet „der Staat die Parteien dazu anhielt das Sehiedgericht niederzusetzen, und von demselben Recht an nehmen, indem er ferner die Nichtbefolgung des Urtheils als Vergehen ahndete“. At domsudslaget i virkeligheden var udtrykket for en authoritet, medgives. Naar jeg imidlertid foretrækker at kalde denne authoritet samfundets og ikke statens, sker det netop for at fremhæve som min anskuelse, at staten ikke ad de to nævnte veie stod i forbindelse med skiladómsinstitutionen. Det var saa langt fra, at staten tvang parterne til at gaa til privatdomen, at det ligesaa meget var dem, der i det længste afholdt sig fra at blande det offentlige ind i sagen og derfor søgte at greie den for privat ret; staten indskrænkede sig nærmest til at taale dette, men kun saalænge, den selv endnu ikke var stærk nok til at hindre det. Men eftersom statstanken mere og mere traadte frem i livet, trængte den skiladomen tilbage og tilintetgjorde den tilsidst. Og hvad angaar den omstændighed, at staten straffede overhørighed af domsudslaget, saa synes dette intet at kunne bevise, aldenstund den straffede enhver vitterlig retskrænkelse, hvad enten retten var bleven vitterlig ved skiladóm eller paa anden maade, f. ex. ved en privat kontrakt, hvortil vidner vare tilkaldte.