Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/80

Denne siden er korrekturlest

stiller ogsaa Fr. 10–19 o. flg. gjæld, som (skirskotnings-)vidner vide, og gjæld, som domen dømte, ganske jævnsides som vita fé.[1] Efter at have omhandlet de to maader, hvorpaa vitterligheden saaledes kom istand, bliver her stedet til nøiere at undersøge dens retslige virkning.

Først spørges da, om den forskjellige tilblivelse ikke ogsaa havde indflydelse paa vitterligheden selv, saa at denne ikke var ganske den samme ting, naar den skirskotedes under opnævnte vidner, som naar den skyldtes skiladómskjendelse, og om navnlig ikke den sidstes afgjørelse af det tilhørende retsspørgsmaal gjorde sagen ikke alene faktisk, men ogsaa retslig utvivlsom. Hertil er følgende at bemærke: Naar gode mænd ved skirskotning opfordredes til at være iagttagere af en handling eller begivenhed, saa var det ikke denne kjendsgjerning i og for sig, som skirskotedes under dem, men kjendsgjerningen som retsstiftende udgangspunkt for paastande. Kom de da senere til at afgive vidnesbyrd i den sag, indskrænkede dette sig ikke til en blot og bar fremstilling af, hvorledes det ved hin leilighed var gaaet til; men det vitterlige faktum, hvorom de gav oplysning, blev dette, at der var bleven stiftet en rettighed af en vis art.[2] Allerede i vitterligheden, saaledes som den ved skirskotningsvidnerne kunde skabes, laa der altsaa et stærkt fremtrædende retsligt moment.[3] Paa den anden side hindrede dette ikke en domstol i selvstændig lovanvendelse;

thi spørgsmaalet om, hvilket indhold en saadan rettighed ifølge

  1. Fr. 10–19: Þat er vite fé er fest er fyrir váttum. 10–20: Þat er annat vita fé er maðr játar fyrir váttum (erkjender for opnævnte vidner). 10–22: Allt þat er dómr dœmir manni, þat er vita fé. Jfr. Gul. kap. 36.
  2. Jfr. f. e. udtryk som: ef maðr á fé at manni þat er váttar vitu (Gul. kap. 35), d. e. vidnerne vide, at den ene har penge tilgode hos den anden; eller: Þá fyrnist sá skulld fyrir váttum (Gul. kap. 39), vidnerne ere ikke længere gode vidner paa gjælden; eller: njóti vátta ok vitna sinna alla, at hann sé arfs gørr (Fr. 9–7), d. e. vidner paa, at han er arveberettiget.
  3. Se Brunner, Die Entstehung der Schwurgerichte, Berlin 1871, p. 47: – Daher beschränckt sich das Beweisthema nicht auf nackte Thatsachen, sondern greift oft in ausgedehntem Masse in das Gebiet der rechtlichen Beurtheilung hinüber.