Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/84

nytte den, indtil den tilsidst blev eneraadende. Men denne opfattelse synes ikke forenelig hverken med lovens ord eller med andre gjældende rettergangsbud. Vistnok er det ofte usikkert, hvilket subjekt der skal underlægges lovtexternes „han“ eller „en mand“; men i det nys anførte stykke synes dog de tilhørende sætninger at vise, at „en mand“ i sætningen: „hvis en mand skyder etc.“ maa gaa paa sagvolderen og ikke paa sagsøgeren. Først siges jo sagvolderen at blive brødig en baug, hvis han ikke bød thingmænds dom for kravet; i den næste sætning er der atter tale om thingmænds dom, men nu for det modsatte tilfælde, at sagen underkastes deres afgjørelse. Det ene rimelige er da, at tage disse to sætninger, som gjensidigt udfyldende hinanden, idet de behandle hver sin mulighed i indstævntes opførsel, først at han ikke skyder til things, og dernæst, at han skyder til things. At det følgende „han“ derimod maa gaa paa sagsøgeren, kan ikke anføres som grund til allerede ved „en mand“ at bytte subjekt; thi intet er almindeligere i de gamle lovtexter, end at „han“ i bisætningen betyder noget andet end i hovedsætningen, og i dette tilfælde maa jo subjektsvexlingen paa et af stederne alligevel indtræde, hvorfor de stilistiske hensyn ikke komme til sin bedste ret, hvorledes man end vil læse sætningen. Maaske kan en indvending mod vor tolkning ogsaa tænkes hentet derfra, at lovstedet allerede ovenfor har talt om det tilfælde, at sagsøgte fæster thingmændenes dom. Men paa hint sted tales der ikke om, hvorledes det gik med bøderne, og selv om man maa indrømme, at kapitlets redaktion ikke er den bedste, men lider af en vis gjentagelse, saa er dette en feil, der langtfra var de gamle lovskrivere fremmed, og som i nærværende tilfælde tillige kan undskyldes med, at koncipisten i kapitlets første del havde forviklet sig ind i bestemmelserne om thingskot, saa at han var nødt til atter at gaa tilbage til det første thing for dog ogsaa at medtage det hyppigste tilfælde, at der herskede enighed og intet thingskot var fornødent. Endelig kan det heller ikke erkjendes, at den bestridte tydning lader sig forene med, hvad vi forøvrigt faa at vide om rettergangsreglerne. At sagen allerede ved hjemstævningen skulde kunne være kommet