Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/88

Denne siden er korrekturlest

talen med sin arbeidsmand og viser ham ud af tjenesten, da skal han med to vidner kræve ophold og tilbyde sit arbeide saaledes, som de blev enige om. Hvis nu bonden ikke vil det, da er han brødig 12 øre, men hin have sin løn og erstatning for den kost, som ikke er nydt. Hvis nu arbeidsmanden ikke vil holde aftalen med bonden, da skal han kræve af ham saadant arbeide, som han haandsalede ham, og med vidner tilbyde ham ophold; men hvis han ikke vil, da er han brødig 12 øre.“ Om det samme siger Fr. 10–10: „Hvis arbeidsmand gaar ud af sin tjeneste, da betale han saa meget gods til den, der leiede ham, som han var fæstet,“ hvorpaa der videre bestemmes, at der i tilfælde af udeblivende betaling ved den endelige exekution skal tages dobbelt saameget.

Om søgsmaal til gods, der under ens umyndighed af formynderen er bleven afhændet til trediemand, siger Fr. 9–23: „Da skal han sit tage der, hvor han ser det. Men hvis han vil holde paa det, da skirskote han ham ran paa hænde og stævne ham hjem til thingstævning og til thing siden for ranet.“ Og nedenfor om søgsmaal mod formynderen selv: „Da kræve den umyndige sit gods og erklære ham skyldig i ran“, hvorpaa der ved exekutionen udtages saavel den dobbelte fordring som tre mark til kongen.

Var gods taksat, d. e. stillet som sikkerhed for retslig fordring, og eieren ikke desto mindre afhændede det til trediemand, „da“, siger Bj. kap. 98, „søge sagsøgeren det gods med krav“. Bliver exekutionen nødvendig, skal foruden boden til kongen og gjælden ogsaa udtages dennes beløb endnu engang, „og have det bønderne“.[1]

Bestod den forpligtende handling i et under vidner skirskotet delikt, gjøres de samme sætninger gjældende. Om áfang, d. e. ulovlig benyttelse af andens løsøre, heder det i Gul. kap. 92, at det er vel, om den skyldige betaler aafangsbod ved kravet. „Men vil han ikke, øges den til det dobbelte, og kongen tilfalder der en baug.“ Om landnam, d. e. ulovlig benyttelse af andens jord, siger

Gul. kap. 91: „Nu hvis han har vidner til, da skal han stævne ham

  1. Budet findes ligelydende i erkebiskop Sigurds kirkeret, Fr. 3–20.