Den ældste norske retsforfatning tillader ligesaa lidt som nogen anden, hvis udvikling er skeet uden indflydelse af theoretiserende lovkyndighed, at der gjøres nogen særdeles skarp adskillelse mellem dens forskjellige grene. Vistnok danne retssætningerne i sin samlede helhed et smukt og overskueligt system; men som tilfældet overalt vil være, hvor den naturlige væxt ikke er bleven bevogtet og ledet af doktriner, enkelthederne staa i en saa fast organisk forbindelse med hverandre, og den indbyrdes paavirkning er gjensidig saa stor, at man ikke kan skildre et led uden tillige at medtage meget væsentlige træk fra andre omraader. Saa hyppigt denne bemærkning end i de efterfølgende undersøgelser over den gamle norske proces vil findes stadfæstet, gjælder den dog særlig det kapitel, som vi tro at burde stille først, og som navnlig vil komme til at handle om de ved retsaftalers indgaaelse og rettigheders stiftelse eller overførelse brugelige former; af disses iagttagelse var nemlig de gamles fremgangsmaade som klagende eller værgende saa afhængig, at det til indgang bliver nødvendigt nærmere at lære dem at kjende.
Gul. kap. 292 siger om den kontrakt, der i oldtiden fremfor alle var af vigtighed, og hvis former derfor med rette tør antages at være de ældste og mest sikkrende, nemlig kjøb af jord, at det skulde foregaa i fjølda manna d. e. hvor mange mænd vare samlede, i mænds forsamling.[1] Den offentlighed, som handelen herved
erholdt, er altsaa bleven anseet som et godt middel til at gjøre den
- ↑ Gul. kap. 292: Nu kaupir maðr jørð i fjølda manna etc.
