paa den anden side den saare hullede og mangelfulde maade, hvorpaa vore lovtexter ere blevne nedskrevne, hvilken kun altfor vel tillader os paa de øvrige steder at forudsætte en skjødesløs affattelse, der først ved den endelige exekution har husket paa den allerede ved kravet forfaldne bod eller endog rent har glemt at omtale den, saa tør det neppe forblive tvivlsomt, at vægring af at betale vitterlig gjæld efter den oldnorske betragtningsmaade var strafbar forbrydelse, var ran. Hine bestemmelser (i Jerns. kap. 113 o. fl.), hvorefter den kongelige ombudsmand ved sin hjælp under exekutionen erhvervede kongen en ransbaug, kan derimod i det mindste oprindelig kun have været ment negativt: hvis han ikke indfandt sig, fik kongen ikke den ham ved kravet forbrudte bod; thi der var ingen tilstede, som kunde opkræve den. Saaledes udtrykkes det ogsaa ligefrem i Gul. kap. 35: Men hvis aarmanden ikke vil fare til, da taber han det, som ligger ved (þá er han af þvi er við liggr).
Den os her vedkommende ransbod var i Gulathingslagen 12 øre, d. e. 1½ mark, i Frostathingslagen 3 mark. Begge summer betegnes undertiden med det før pengeudmyntningen opstaaede udtryk baug eller ransbaug. En baug (ring) kunde naturligvis i sig selv være af hvilkensomhelst størrelse; men man har, som det synes, valgt at give dem visse efter mark- og øreberegningen afpassede værdier. For at vægre sig ved som svar paa kvaða enten at fæste gods eller dóm, var deti Gulathingslagen dog sat en bod af 18 øre, som først ved Magnus Erlingssøns ændringer nedsloges
til 12 øre.[1]
- ↑ Gul. kap. 37 og 268. Disse 18 øre opløses atter i 3 gange 6, nemlig 6 for hver af de 3 gange, fordringen blev at udtale ligeoverfor skyldneren. Selv om man heri vil se en antydning af, at straffen ogsaa i andre vægringstilfælde oprindelig har været tre gange sex, rokkes dog herved intet i den hovedsætning, at vægringen var ran; thi dette omfattende begreb har, som det sees, altid indeholdt gradationer, belagte med bøder af forskjellig størrelse v. Amira vil p. a. s. p. 236 have ranstraffens anvendelse i disse tilfælder anseet som beroende paa en fiktion; man har fingeret, at den ulovlige nægtelse var et ran. Udgangspunktet for denne mening er, at ran oprindelig var en forbrydelse, hvis begreb forudsatte vold, hvilket neppe er rigtigt. Grændsen mellem ran og
