skiladóm er bleven afholdt, og skulle ikke skirskotningsvidnesbyrd ansees i dette fald at have havt en mindre kraft end ellers, kan brugen af dóm heller ikke formodes. Derimod er det af slutningsbestemmelserne om pengenes vurdering klart, at der ved betalingens erlæggelse i fornødent fald maa have været skjønsmænd tilstede, som har kunnet værdsætte betalingsmidlerne.
Et godt exempel paa vitterlig løsningssag giver videre odelssøgsmaal, efterat proceduren for domene har godtgjort løsningsmandens ret. Herom siger Gul. kap. 266: „Nu har løsningsmanden søgt sin jord efter loven, da skal han bære penge (fé) paa jorden ved midfaste den lørdag, da tre uger ere igjen af fasten; han skal lægge de penge paa den sten, hvor ager og eng mødes. Men han „skal sige saa: vær du her paa jorden thorsdag i paaskeugen og tag mod slig betaling for jorden (jarðar verð slikt), som mænd vurdere at være lovlig betalingsmiddel (løgeyris). Jeg mon komme med gode mænd, men hav du ligesaa mange imod. De skulle vurdere jorden efter de regler, hvorefter mænd skulle løse sin odel tilbage. Den betaling (þat fé) skal være halvt i guld og sølv, men halvt i indfødte trælle.“ Og paa samme maade heder det i kap. 269 om det tilfælde, at odelssagen var bleven vitterlig ved besidderens undladelse af at møde frem til domene: „Men han skal da fare til jorden den lørdag, da tre uger ere igjen af fasten og bære penge (fé) paa jorden og sige saaledes til den, fra hvem han løser jorden, at han skal være paa den jord thorsdag i paaskeugen og have der gode mænd. Men jeg mon komme der med andre imod for at vurdere (meta) jorden efter loven. Men naar jorden er vurderet, da vil jeg udrede slig betaling (verð), som mænd vurdere. Da skal han fare til jorden thorsdag i paaskeugen med gode mænd; da er det vel, om han kommer der. Men hvis han ikke kommer der, da skulle gode mænd vurdere jorden, men derpaa skal han vise dem betalingen for jorden og lægge den i sin pung og have den tillaans, indtil den henter den, der skal have den.“ Som man vil se, er der heller ikke i disse vidtlyftige og utvivlsomt meget gamle lovbud nævnt et ord om nogen dómssættelse, efter at sagen ved skiladómsbehandlingen var bleven vitterlig.
