Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/99

stævnet tænkes saaledes, at løsningsmanden har fremført vidner for lovligen at have ført løsningssagen til ende, saa at han ved denne leilighed kunde kræve jorden overleveret. For det fald, at sagen fra først af havde været uvitterlig og først ved behandling for skiladóm havde erholdt vitterlighed, kunde det nu vanskelig falde besidderen ind at gjøre flere indvendinger, og Gul. kap. 266 tænker sig derfor ogsaa mødets hele gjerning at bestaa i vurderingerne. Men var sagen fra først af vitterlig, altsaa enten kontraktmæssig løsningssag, hvori skirskotningsvidner havdes, eller odelssag, hvori løsningsmandens paastaaede slægtskabsforhold ikke stod til at nægte, vare omstændighederne noget anderledes. I dette fald indskrænkede de forudgaaende processkridt sig til udsigelsen og stævningen, hvilke begge vistnok foretoges i vidners overvær, og hvorved vidner ligeledes førtes, men ved hvilke det dog overlodes til den sagsøgte selv alene at bedømme sin processuelle stilling og i henhold dertil afgive sit svar. Man naaede saaledes opladelsesmødet, uden at nogen udtalelse eller kjendelse fra samfundets side var falden i sagen, og de ved denne leilighed fremmødte skjønsmænd vare de første virkelig udenforstaaende, der kom til at deltage i fremgangen. Saa vigtige nu løsningssagerne vare i oldtidens liv, vilde det have været underligt, om ikke besidderen havde grebet leiligheden til at raadføre sig med disse gode mænd, om ogsaa løsningsmandens vidner virkelig vare i fuld orden, og den forsikring, han paa denne maade skaffede sig, var saameget mere værdifuld, som mændene for skjønnets skyld vare opnævnte fra begge sider. Omvendt faldt det mændene, der jo dog vare tilstede og iagttog den indledende vidneførsel, ligesaa naturligt at udtale sig om vidnernes godhed, og selv løsningsmanden kunde det ikke være imod at modtage anerkjendelse af sine vidner ogsaa gjennem deres mund. Det laa derfor saare nært, at skjønsmændene tillige kom til at give sit skjøn over de fremførte vidner, og at saa undertiden skede, siges udtrykkeligt i Gul. kap. 274. Stedet omhandler det vitterlige tilfælde, at odelsjord er kommen i kvindes besiddelse og bliver indløst af hendes mandlige slægtninge, hvis odelsret hun ikke bestrider. I den anledning