strabaserne ved White Pass eller i skrænterne ved Chilcoot. Den moderne teknik har tat svæklingerne under armene. En banelinje fra Scagway til White Horse har nu fjernet alle farer og al romantik fra den vei, som i sin tid hidset eventyrlysten hos den gamle og den nye verdens mænd. Og de bredbundede dampskibe fører en frank og fri gjennem flodens lunefulde strøm helt ut til det store, grenete delta, som betegner Yukons utløp i oceanet.
Mændene i Atkinsons hotel saa trætte og utslitte ut. Det var store og sterke folk, som kunde føre en hakke og slaa et slag. Men chancerne for eventyreren var ikke som i gamle dage. De smaa jøders kolde haand hadde lagt sig over guldminerne, og de store truster hadde sine argusøine aapne. Og loven vaaket over alle . . . Dawson City var blit en civilisert by — med pantelaanere, indkassatorer og skjøger.
Længst borte i hjørnet sat to mænd for sig selv. De var brede og blonde og røkte sine snadder i taushet.
—Hør her, Stone, sa endelig den ene og bøide sig over mot sin ven, skulde vi ikke dra bort fra denne fillebyen . . . Jeg skulde ha lyst til at se litt paa chancerne oppe ved Mackenzie . . . Og nu er det tiden.
Stone betænkte sig litt.
—Det er ikke mands arbeide, svarte han, at pirke nede i disse hullene for et jødefirma i Frisco. Selv om
