opkaste sig til Udøvere af den lovgivende, bevilgende og beskattende Myndighed og snu Tingene op og ned og gjøre Embedsmændene, som hidtil havde været Bøndernes Herrer, til Bøndernes Tjenere. 1830 Aars Storthing vedtog en ny Sportellov, som fastsatte Betalingen for Embedsforretninger til hvad der var rimeligt og billigt, og tilintetgjorde herved de skamme- lige Vilkaarligheder og Optrækkerier, som ør herskede, hvoriblandt den, at der for Reiser i Embedssager blev regnet Skyds og Diæt fuldtud for hver Forretning, hvormange saadanne man end havde paa en Dag eller en Reise. Men Folket i Sorknesgreina stode, saavidt jeg mindes, udenfor dette politiske Røre. Vel mærkede man ogsaa her, at der var en dyb Kløft mellem Storfolk og Bønder, men for Embedsmændenes Vedkommende var man nu engang vant til at betragte disse som sin Øvrighed, for hvem man altid toge Hatten af, bøiede sig og viste skyldig Underdanighed, selv om det var en Embedsmand, man ikke havde Agtelse for og Tillid til, og som man bagefter bedømte haardt; og Byfolket ansaaes af Bønderne som en Klasse Mennesker, der søgte at høste al den Nytte, de kunde af Handelen med dem, og som gjorde sig en Fornøielse og Glæde af at holde Bønderne for Nar og omtale dem som raa, uvidende og uredelige. Mistilliden mellem Byfolk og Bønder var derfor skarp og gjensidig. Og den Haan og Spot, en Bonde kunde blive udsat for af Byfolk, var utrolig. Men ogsaa i denne Henseende tror jeg Sorknesmændene gjorde en Undtagelse og bleve bedre behandlede end almindeligt.
Mine Forældre eiede en Part i Sorknes af Skyld henved 6 Daler, men der hørte Sæterskov (Tømmerskov) til denne Part for to Brug, og der skulde kunne hugges 50 Tylter Tømmer aarlig i denne Skog uden Forringelse af samme. Uagtet nu Nystuen, Søgaarden og Ivarstuen endnu vare saakaldte hele Gaarde, saa var min Fader i Grunden den Mand, som stod sig bedst, da Skoven under Nystuen og Søgaarden var udhuggen, og Ivarstuen hørte til Nordgreina og var Lei-
