og brave Folk, og jeg levede og trivdes særdeles godt i Tvengsberget, hvor Henrik selv, hans Kone, Børn og mange Arbeidsfolk behandlede mig som en liden Herremand og ansaa mig for en hel fremragende flink Karl i Kundskaber, og især beundrede Henrik min Færdighed og Dygtighed i Skjønskrivning og Regning. Hans Datter Kaisa (Kari), som var en 17 Aars gl. Pige, var meget pen og vakker og derhos udmærket snil og tækkelig. Jeg holdt meget af hende, og det samme tror jeg, hun gjorde af mig, og havde jeg blevet der længer, havde det rimeligvis blevet et Par af os. Men jeg havde ikke været i Tvengsberget mere end nogle Uger, da Chr. Larsen, som var paa Kontoret hos J. C. Omsted paa Bjerke i Grue, og reiste omkring og holdt Auktioner for Sorenskriveren og fungerede som Inkassator for Omsted, kom til Tvengsberget, og af sin Ven Henrik fik høre, hvilken Kup han havde gjort ved at faa en slig Kløpper som mig til Lærer og Regnskabsfører, og en kort Tid bagefter fik jeg Brev og Tilbud fra Larsen om til Høsten at komme paa Omsteds Kontor, hvilket jeg modtog med usigelig Glæde, ja jeg var saa glad, naar jeg fik dette Brev, at jeg næsten ikke troede mine egne Øine. Det var jo netop en slig Post, jeg havde higet efter, og som jeg efter min Udtrædelse af Svenkeruds Skole forgjæves havde søgt. Nu kom dette saa uventet og overraskende. Jeg havde imidlertid endnu nogle Uger tilovers for Henrik Tvengsberget, som blev meget bedrøvet over, at jeg saasnart skulde forlade hans Hus, og Kaisa Stakkel skjønte
Sprog, „at det er et af de mest oprindelige, regelrette, dannelige og velklingende Tungemaal paa Jorden: det har den skjønneste Harmoni imellem Selvlydenes og Medlydenes Antal og Fordeling i Ordene, hvori det kan lignes med Italiensk, har ingen af de ubehagelige Hvislelyd eller aandende Bogstaver i de lappiske og slaviske Sprogarter, hvori det stemmer overens med Dansk, det har et aldeles bestemt Tonefald ligesom Islandsk og Fransk“. (Se hans Afhandling om Estlands, Ingermanlands og Finlands Indvaanere).
