Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/101

– 101 –

nu, at det ikke kunde komme noget videre ud af vor gjensidige Hengivenhed, men at vi snart maatte skilles for godt. Vi havde oftere talt om, at vi sammen med nogle andre Ungdommer skulde tage en Tour til Østmark Kirke i Sverige, som laa omtrent 3 Mile fra Tvengsberget. Og en Lørdag begave vi os da afsted i Baad over Røygden til Kalnesset og derfra tilfods til Røygdosen i Sverige. Vi havde det deiligste Sommerveir og naaede Kirken i betimelig Tid Søndagmorgen, overvar Gudstjenesten og havde det samme herlige Veir paa Hjemtouren. Veien fra Kalnesset og indover Grændsen til Røygdosen og et godt Stykke derfra frembyder ingen synderlig Afvexling idet der paa alle Kanter var Skov, men naar vi nærmede os Kirken, smilte frem for os en hel Bygd af meget vakre Bondegaarde og Kirken laa der saa lunt og smukt omgivet af lange vakre Furutrær paa tre Sider. Kirkesangen var ualmindelig kraftig og ren, men af Præstens Prædiken kan jeg Intet mindes, idet mit Sind rimeligvis ha været altfor optaget af de ny smukke Trakter ved Kirken. „Så Herran synes det är vakkert här“, svarede man mig, „nei da skulle Herran se Trakterne nede ved Fryken, å did må Herran tage sig en Trip. Det är als inte länger änd Herran kan naa hid til Qvels igjen“. Men desværre, jeg havde hverken Tid eller Raad til at gjøre denne Reise, saa stor min Lyst end var, men maatte drage tilbage igjen for Mandag Morgen at være paa min Post som Lærer og Bogholder. Paa Tilbagetouren talte jeg meget med Svenskerne, hvoraf Flere vare ifølge med os, og deriblandt et Par vakre Flikkor, som plukkede Bær og presenterede mig i smaa Kapsler af Næver „om Herran inte ville forsmå“. Man finder sig uundgaaelig paa det behageligste smigret og tiltalt ved slig udsøgt Forekommenhed og Venlighed, ligesom det svenske Sprog har noget saa velklingende og tiltalende ved sig, især naar det kommer fra slige vakre, uskyldige Naturens Børn som disse to Flikkor.