Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/106

– 106 –

faa Daler var voxet op til det Mangedobbelte, saa var der nu ingen anden Raad for dem end, at Udlægget maatte gaa under Auktionshammeren og blive bortsolgt for en Spotpris, eftersom de vidste, at det ikke nyttede at bede om Henstand. Et Sted mindes jeg, at blot Konen med et Spedbarn var hjemme, medens Manden, som var Husmand og Nybygger, var ude paa Arbeide. Vi maatte, for at faa fuldt Udlæg, skrive op Alt, de eiede, lige fra det ny Vaaningshus til Vuggen med Klæder i, Træskeer og Kopper, som de havde til dagligt Brug. Den stakkels Kone græd bitterlig men yttrede ikke et ondt Ord. Hun fortalte, at Gjælden var stiftet paa den Maade, at Manden havde været nødt til ved en Auktion paa Trandem, hvorved min Principal var Inkassator, at kjøbe noget Korn og Potetes, og at han havde været ude paa Dagarbeide og tjent op Beløbet, men uden at faa det ind til rette Tid. Følgen heraf var, at de nu kom til at miste Hus og Indbo, thi betale i Løbet af den korte Tid, som skulde til for at faa Auktion afholdt, var ikke muligt. Jeg blev saa rørt over Konens Ulykke og Fortvivlelse, at jeg brast i Graad, naar jeg kom ud og bad til Gud, at det maatte forundes mig at blive befriet fra denne afskylige Forretningsvirksomhed. Haardt var det ofte for mig hjemme, da jeg maatte ud paa Arbeide over Kræfterne og mangen Gang reise alene i Skoven om Vinteren i Mørke og Uveir, men dette at plyndre og fratage Fattigfolk Alt, de eiede, blot for at tjene Penge til en Rigmand, det var dog et langt tungere og værre Arbeide; thi det gnavede anklagende paa min Samvittighed som Delagtighed i en Dødssynd. Peder Schjølberg, som mærkede, hvorledes jeg led under disse Plyndringer, søgte som ældre Mand at trøste mig med, at vi begge vare uskyldige, at vi kun havde gjort vor Pligt, og at Andre i vort Sted maaske vilde have gaaet haardere frem og ialfald med mindre Deltagelse for Skyldnerne, end vi gjorde. Ja vist, men hvad Slags Deltagelse var det, jeg kunde vise Skyldneren? Jeg gik un-