Kort efter denne Reise i Eidsskoven mødte jeg ved
en Udlægsforretning for et større Beløb hos Enken Helvig
Knøsen øverst opi Vaaler. Jeg havde kun denne ene Forretning,
hvis samlede Omkostninger gik op til omtrent 18 Spd.
Hun havde en Del Gjeld paa sig, men eiede en stor Gaard og
kunde godt klare for sig. Hun havde gjort Udvei til at betale,
da vi kom, hun havde sikkert stolet paa nogle Dages
Henstand, som hun skriftlig havde bedet om. Hun tog sig
meget nær af den Tort og det Tab, der paaførtes hende ved
denne Forretning, men hun var en meget dannet Kone og
sagde ikke et ondt Ord til mig. Jeg stod ligeoverfor denne
gamle, vakkre Kone som En, der havde gjort en ond Gjerning;
men uden at kunne sige et Ord til Undskyldning.
En Dag kom en Mand ind paa Kontoret, som skyldte O. 60 a 70 Spd. Han medbragte en Panteobligation, han selv eiede, paa 100 Spd., som vare sikre Penge, og bad om Henstand med sin efter Forlig netop forfaldne Gjeld mod at overlevere sin egen Fordring istedet til Indkrævning og Dækkelse, saaledes at han i sin Tid erholdt Overskudet, hvorhos han bød O. 10 Spd. for denne Villighed. Men nei. O. vilde og kunde ikke indlade sig herpaa, da han tiltrængte Pengene. Skyldneren lagde da paa og bød 15 Spd. Atter nei. 20 Spd. Nei. 25 Spd. Nei. 30) Spd. Ja han fik da gjøre det alligevel for denne Pris. Jeg kjendte Skyldneren og følte mig meget ilde berørt ved at høre paa denne Akkordering og se, at den stakkels Mand, som var Familieforsørger og haardt betynget med Gjeld, skulde være nødt til, for at undgaa Omkostninger og Ubehagelighederne ved „Vurdering“ og Tvangsauktion, at kjøbe sig fri herfor med en Bod af 30 Spd., medens hans Gjeld til O., som sagt, var 60 a 70 Spd.
Omsted selv var en flittig og dygtig Kontormand og havde Hænderne fulde af Arbeide hjemme med at modtage Penge og kjøbe Gjeldsfordringer og føre Bøger, medens Lar-
