Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/112

– 112 –

ragende, flink juridisk Kandidat, som med Ære havde kunkureret med Carl Arntzen om Lektorposten i Jus ved Universitetet. Han havde nylig været i Solør og ved at gaa Gaard imellem faaet høre Alt, man havde at fortælle om O.s Flaaer-Aagervirksomhed. Og det forstaar sig, at Alt var sat i Lys og Skygger, som havde Virkning. En Aften, vi kom ned for at spise, var O. selv gaaet til Sengs, uden at der forud var Tale om, at han var syg, og Madamen og Jfr. kom forgrædte og tause til Spisebordet. Jeg havde ikke Begreb om, hvad dette havde at betyde, og skyndte mig tilbage paa mit Værelse, naar jeg havde spist, medens Larsen blev igjen en Stund. For ham talte nu Madamen om den fæle Morgenblads-Opsats. Næste Dag var Alt tilsyneladende roligt, og O. talte med Foragt om den fordømte Morgenblad-Stabel, som kunde optage slige Smudsprodukter af en fordrukken Person som Krohg. Men kort efter kom der nok en Sky over Huset i Form af en Opsats i Hamars Blad, hvori ikke alene O. men ogsaa Sorenskriver Arntzen og konst. Foged Kyhn vare angrebne, Arntzen som delagtig i Misligheder ved Auktions- og Inkassationsvæsenet og Kyhn som ulovlig Sportulant. Mod begge disse Angreb tog Assessor Carl Arntzen til Gjenmæle for sin hæderlige Onkel, Sorenskriver Arntzen, og dette var da en Trøst. Men nu kom Toppunktet paa al Ulykke. Gamle Amtmand Heidmann, som nød en høi Grad af Agtelse, begav sig nemlig til Solør, sammenkaldte Almuen, eller rettere sagt de, som havde noget at klage over Sorenskriveren som Auktionsforvalter, Fogden og Inkassatorerne og modtog deres Besværinger, som han optegnede og indgav Beretning om det Passerede til vedkommende Regjerings-Departement. I denne Beretning eller i et Sammendrag af samme blev Inkassatorerne i Solør stemplede som skamløse Optrækkere og Sorenskriver Arntzen, som staaende i Ledtog med dem eller støttende dem ved sin Virksomhed som Auktionsforvalter. Det maa ogsaa indrømmes, at det var en Feil af Arntzen,