at finde denne Fingerbølle igjen nede paa Marken, aabnede jeg Vinduet og stod en længere Tid og heldte mig udover i fri Luft. Herved paadrog jeg mig en Forkjølelse som slog sig paa Blæren og aldeles forstoppede Vandgangen. Doktoren maatte aabne Veien med en Sølvten. Jeg led gyseligt under denne Eftersmæk. Disse to Sygdomme knækkede for bestandig min Helbred. Og jeg kan gjerne sige, at jeg siden den Tid ikke har havt en „Helse-Dag“. Snart har Maven snart Blæren gjort sin Pligt daarligt og mindet mig om den dyre Fornøielse i Brylluppet paa Sø’moen.
Til Julen 1838 anskaffede jeg mig efter Omsteds Opfordring nye sorte Klædesklæder og var med først ved et glimrende Bal hos Omsteds og derefter paa Hveberg hos unge Lensmand Arne Rolsdorph, paa Grue Præstegaard hos Provsten Søren Dahl og paa Stemsrud hos Lieutenant Colbjørnsen. Jeg var som Bondegut ikke vant til Omgang med Storfolk og gruede mig derfor for at møde frem, bange for at blive tilsidesat og holdt til Bedste af Gjesterne ved disse Baller; men da jeg nu en Gang havde bestemt mig til at blive Storkar, saa var Lysten til at komme med paa disse Baller, og Glæden over at blive buden, stor. Allerede paa det første Bal hos Omsted var jeg dristig nok til at tage Del i Dandsen, og min Ven og Kontubernal Larsen tog sig af mig og oplyste mig om forskjellige Formaliteter som skulde iagttages paa Baller og som ikke brugtes blandt Bønder, saasom at gaa hen og bukke for den Dame, man vilde dandse med, føre hende pent paa sin Plads for hver Gang, og endelig, naar Dandsen var ude, at bukke for hende igjen. Det gik med stor Gene for mig hos Omsteds, men paa de andre Steder, hvor der var en langt friere Tone, gik det uden nogen synderlig Ængstelse. Thi til min store Glæde mødte mine Jevnaldrende, Martin Nilsen, Jens og Jacob Dahl, Christen og Nils Hals m. Fl., mig næsten som Jevnbyrdige. Hos Damerne kunde jeg heller ikke mærke nogen synderlig Uvillie
