og forekommende Mand mod Alle, Storfolk og Smaafolk, og
som havde et ikke saa lidet poetisk Anlæg, men ondt for at
tale, udbragte, kan jeg mindes, „Klodens Skaal“. Hans
Hjerte var stort nok til at rumme et Ønske om Velgaaende
for den hele Menneskeslægt, og vi tømte selvfølgelig denne
store Skaal med levende Begeistring.
Da jeg ud paa Høsten 1840 tog Afsked med Omsted, gav han mig et særdeles smigrende Vidnesbyrd om mit gode Forhold i den Tid, jeg havde været i hans Tjeneste, og blandt Mere var indfattet, at jeg med ualmindelige gode Evner forenede en exemplarisk Vandel.
Jeg var stolt af denne Attest, og i Tillid til mine ualmindelige gode Evner, som jeg nu selv ogsaa troede, jeg havde, følte jeg mig sikker paa at bryde mig frem paa den Bane, jeg havde bestemt mig til at vandre.
Vinteren 1840–41 var jeg paa Svenkerud 12 Aars Tid, for under Christians Veiledning at repetere Skolefagene og skrive Stil, og i Begyndelsen af Januar 1842 drog jeg til Christiania kjørende sammen med min Fader paa Langslæde. Jeg syntes ilde om denne simple Befordring, jeg som nu var bleven vant til at kjøre som Storkarl i Spidsslæde med Feld og Dombjeller; men Fader var den Gamle, og vilde ikke fare som Nar til Byen i Stadsslæde. Han fandt sig dog i, at jeg paa Veien deltog i et stort Bal paa Gjølstad i Brandvold, hos en derboende rig Enke, Berte Gjølstad, som havde to vakre, tækkelige Døttre, med hvem jeg havde stiftet Bekjendtskab paa Dandseskolen.
I Kristiania tog jeg ind hos Faster Marie, som var gift med en Larsen og stod sig ganske godt, men boede yderst indskrænket, saa det kun var midlertidigt, jeg kunde faa bo der. Fader gav mig ved Afskeden Anvisning paa 6 Spd. maanedlig samt Kontanter til en Overfrakke og nogle Haandskillinger. Men naar jeg nu var færdig med Præliminærexamen, hvortil jeg forberedte mig ved i en 14 Dages Tid at
