ene Ben op paa Talerstolen, saa Knæet næsten naaede ham til Hagen, og nu var det, at han ligesom snakkede med sig selv: man kunde jo raisonere paa den ene Side som saa, og henset til det og det tænke som saa; men nu satte han Benet ned, rettede sig op og talte af fuld Hals med lynende Øine og et Slag i Talerstolen, naar det afgjørende Punkt udhævedes, for hvad der paa den anden Side talte afgjørende for en Mening.
Allerede ved sin Statistik, Forelæsninger over Processen og Administrativretten havde denne Mand vundet en saa stor Anseelse, at de Studerende og Andre, som havde læst disse Værker, satte ham næsten ligesaa høit som A. S. Ørsted i Kundskaber og Skarpsindighed, men Forelæsningerne over Straffeloven bragte de Retslærde og Retsstuderende til rent at forgude ham og anse ham som ufeilbar, naar det gjaldt Fortolkningen af Loven og Læresætninger i Statsøkonomi.
Da han nu med denne sin overlegne Skarpsindighed og Dygtighed i disse Fag forenede en gjennem elskværdig, hæderlig og retsindig Karakter saa man op til dette Menneske som en Halvgud. Han saa umaadelig kry og vigtig ud, naar han med Næsen i Veiret føg gjennem Gaderne, saa Kjolespidserne stod bagover som Vimpler, men naar man kjendte ham nærmere end blot som forrettende Professor, faldt det Krye bort, eller rettere sagt, man saa og hørte kun den høitbegavede og velvillige Lærer og Mester. Han fordunklede saa aldeles sine Medlærere, at vi ansaa disse i Sammenligning med ham som rene Middelmaadigheder, og stort over det Almindelige med Hensyn til Begavelse stod vel neppe nogen af dem, medens de vistnok alle havde studeret med Flid og Grundighed og røgtede sit Hverv samvittighedsfuldt.
Det kunde synes, at jeg maatte være vel fornøiet og have min Tid vel anvendt nu, da jeg havde opnaaet mit Ønske, at faa opholde mig i Kristiania og læse til Embedsexamen, især da jeg, som ovenantydet, ogsaa havde Raad til at
