knive og barbere“. Ja Enden blev da, at han paa en bestemt Dag og Time skulde komme til mig. Og han kom virkelig, trods Alle, som jeg havde talt med om dette, og som kjendte ham, havde spaaet det Modsatte, og vi spilte vor Time, og senere, naar jeg blev bedre kjendt med ham og vidste, hvorledes han skulde tages, fik jeg ham til at spille for os (Nilsen og mig), og det var aldeles vidunderligt, hvor smukt han kunde spille, naar han havde holdt paa en Stund og var kommen i Aande. Han glemte da alt andet og var ligesom i en Begeistrings Rus, og jeg syntes undertiden, at hans Spil var ligesaa gribende og smukt som Bulls og andre store Kunstneres af dette Slags, jeg havde hørt En Aften fik vi ham med i Theatret for at høre M. Hauser, som var en Virtuos af høi Rang, og som blandt Mere spilte Carnevalet i Venedig af Ernst, som Bergersen aldrig havde hørt før. Næste Gang han kom for at spille med os, spilte han en hel Del af dette berømte Musikstykke. Forbausede herover spurgte vi ham, om han havde det. Nei han spilte kun efter, hvad han erindrede af Hausers Foredrag. Da nu Bergersen en Gang var kommen sig ud af sin Barberstue i Vaterland og havde faaet flere Elever, tænkte han, efter vor Opfordring, meget paa at give en Concert og gjøre en Kunstreise; men det blev intet af, og i Aaret 1845 fik jeg høre, at han var død, forglemt og upaaagtet som den Gang, jeg første Gang saa ham i hans Værksted i Vaterland.
Saavidt mindes, i Høsten 1842 sad jeg paa Schøyens Kontor, fordybet i en eller anden af de juridiske Værker, jeg havde at læse. Jeg kjendte, der var lidt Røg i Værelset, men jeg troede, det var af min Pibe, og brød mig ikke videre derom. Men Røgen blev mig tilsidst for drøi, og jeg reiste mig da op for at se efter, og fandt da til min store Skræk, at der var Ildløs i mit Værelse, idet Luen slog op af et Hul under Kakkelovnspladen lige ved Væggen. Heldigvis fik jeg Ilden slukket ved Hjælp af mit Vadskervand og et Par Bøt-
