gik saa svært smaat for ham med dette Arbeide; naar jeg saa
vaagnede, var Faren over. Men Reconvalescentsen var slem
og langvarig. Høire Ben ovenfor Knæet var ligesom lammet
i et Qvarters Længde, og det varede vist et Par Uger
efter Krisis, inden jeg kunde gaa. Jeg lovede min Herre og
Gud, at jeg skulde leve efter hans Bud og Jesu Lære, hvis
jeg blev frisk igjen, men det gik med dette Løfte som saamange
andre lignende; jeg glemte det vistnok ikke; thi dertil
var det givet under Omstændigheder, som vare altfor alvorlige
og overvældende, men Kraften til at modstaa manglede ofte,
naar det kom til Prøve. Denne Sygdom satte mig betydelig
tilbage og bevirkede, at jeg kom til at anstrænge mig meget,
for atblive færdig til Examen til den bestemte Tid Mai 1844.
Det gik dog, men hvor langt tryggere og bedre vilde det ikke
have gaaet, om jeg ikke havde tabt næsten 12 Aar ved min
Sygdom.
Under mit Ophold i Kristiania var jeg om Søndagene dels i Theatret, dels sammen med E. Bratlie og andre fra Solør og dels hos min Tante Md. Paulsen, hvor jeg sammen med hendes Børn, Ferdinand, Lina og Gunda, havde megen Hygge og Fornøielse. Disse Folk tog sig af mig med stor Kjærlighed og Velvillie; jeg havde ligesaa meget tilovers for Enhver af dem som af mine egne Forældre og Sødskende, og dette Forhold har bestaaet uforandret til denne Tid for bemeldte mine Sødskendebørns Vedkommende, og det bestod for Tantes Vedkommende indtil hendes Død.
Efter Examen arbeidede jeg en Tid paa Advokat Lous’s Kontor og kom Sommeren 1844 paa Kontoret hos Prokurator Lie paa Kongsvinger. Denne Mand sad ved min Ankomst i gode Forretninger, og jeg havde i Begyndelsen som oftest fuldt op af Arbeide. Lie var gift med Gitta Møinichen, Datter af Sorenskriveren i Gudbrandsdalen, en alvorlig, men snil og brav Kone. Hun var liden, skjæv og min-
