Sæteren var der ellers flere Budeier, Jetere, Arbeidsfolk samt desuden de, der skulde være Vidner i Sagen.
Der var saaledes en hel Almue tilstede, og der blev turet til langt paa Nat, og jeg tror, de Fleste fik sig et godt Rus. Jeg vovede ikke at nyde stort af alle de gode Drikkevarer, thi Ængstelsen for Morgendagen sad dertil altfor levende i mig. Jeg tænkte bare paa Sagen og drømte uden Tvivl om den, da jeg endelig kom til Ro om Natten. Og næste Morgen gik jeg skjælvende af Angst i Retten og dikterede med bankende Hjerte min Tilførsel og foreløbige Paastand. T. Schøyen optraadte med megen Sikkerhed og Selvtillid, dikterede blandt mere til Protokols, at Forordningen af 1781 her maatte komme til Anvendelse. Jeg svarede, at jeg var enig heri, fik Skjøn af Lagrettet om Værdien paa de nedhuggede vexterlige Trær og indlod Sagen til Doms. Schøyen undergav ligeledes Sagen Dom; thi da Paulsen nu paa sin Parts Vegne havde gjort en saadan Indrømmelse, som at Fr. af 1781 her var anvendelig, var det overflødigt for hans Part at gjøre mere. Sagen optoges, og nu troede baade Ulriksen og alle Andre, at jeg stakkels Begynder havde fusket bort denne vigtige Sag. En 14 Dages Tid bagefter faldt Dommen aldeles efter min Paastand, og Vold blev dømt til at betale Skadeserstatning og Procesomkostninger – ialt vistnok et Par hundrede Spd. Uagtet jeg i Grunden havde liden Andel i dette gunstige Udfald, blev der dog tildelt mig Ros fra alle Kanter for min Procedure i denne Sag. Og selv Lie syntes, jeg havde gjort det godt, og lod mig senere uden Betænkning møde i Aastedssager, Odelssager og ved Thinget, saa jeg i en Fart blev en hel rutineret og ikke saa ilde anseet Sagfører.
Lie og jeg kom altid meget godt ud af det, hvorvel det gik mig som saamange Andre, at jeg af og til kunde føle lidt Gene, ved at maatte følge Strømmen og offre Beundring for ham som Universal-Geni, ved pligtskyldig at høre paa ham med Fornøielse. Men hjemme faldt dog hans Fordrin-
