tre, fyre, fem, sex, syr otta, nio, tio, elve; ta me tusan, ialt tolv Stykkon Flugar af samma klumsa Slaget, blot den ena lidt mindre än den andra“. L.; „Men ser De ikke, at der bag den sidste ogsaa er noget“. Sjøberg stirrer: „Jo wassara,“ og nu slog han ud i en hjertelig Latter, „der ser jag bag den sidste vesle Flugan, henner – ja ursakta mig Hr. Prokurator – en Flueskit. Og nu forstaar jag“. Her udspandt sig nu en lang Samtale mellem Lie og Sjøberg, som jeg ikke mindes saa godt, at jeg vil forsøge paa at gjengive den. Men jeg hugser, at Sjøberg fik Anledning til at udvikle en Del af sit filosofiske System, som i Korthed bestod deri, at der var to store Drivhjul til i Verden, hvorpaa hele Menneskeslægtens Ve og Vel beroede, nemlig: „Kärleken og den store Stångjarnshammaran“. Med Kärleken mente han da, at alle Mennesker skulde lade den raade, og at Alle skulde agte og elske hverandre som lige gode; thi de vare Alle af et Stof og kun Vaner og Opdragelse gjorde en utilbørlig Forskjel. „Thi er nu ikke jeg“, yttrede han, „ligesaa god som Prokuratoren, som Kommandant Sissener, Provst Rønning, Kjøbmand Torsen etc.“. Lie: „Vel Hr. Sjøberg, men er da ikke ogsaa Skomager Hansen ligesaa god som De?“ Sjøberg: „Nei ursäkta mig, Hr. Prokurator, jag talar blot om Menniskor og als inte om fordrukne Svin som Hansen“. Hermed sluttede Samtalen, og jeg kom saaledes ikke til at faa høre Betydningen af den store „Stångjarnshammaren“, som det andet store Drivhjul, ligesaalidt som jeg senere fik Anledning til at tale med Sjøberg herom, men rimeligvis har han ment, at Guld, Sølv og Ædelstene er Luxus, og at alle Mennesker bør arbeide blot paa det, som er nyttigt.
En anden Person, som Lie holdt meget af og ofte sendte Bud efter til Selskab, var en theologisk Kandidat, som spilte Guitarre og havde en meget god Sangstemme. Han kunde mange morsomme Viser og især var der en, som Lie morede sig meget ved, nemlig en svensk Skriftemaalssang af
