derne og med Sang og Prat aabenbarer, at han har søgt Trøst og Varme i „Akviten“. Man skulde tro, at en slig Oversvømmelse knækkede Modet paa Folk og satte dem i en varig trykket Tilstand, men nei. Naar Elven er gaaet ned, er Ulykken snart glemt. Man bær Skaden, som ofte kan være uhyre stor, som noget, der hører med til Livet i Soløer. – Det samme gjælder om Frostaarene, hvis ødelæggende Virkninger ere endnu mere udstrakte og ødelæggende end Elvens Flom.
At Potetesgræsset og en Del Havre fryser, hører paa flere Gaarde i Soløer til det almindelige Aar efter Aar, men enkelte Aar fryser hele Kornavlingen væk næsten over hele Soløer. Paa Sorknes hendte dette to Gange, medens jeg var hjemme. Jeg er ikke sikker paa Aarstallene, men jeg tror, det den ene Gang var før 1830 og den sidste et halv Snes Aar senere. Nødmidlerne i slige Aar var Furubark, Hvidmose (islandsk Mose) og Brødmose. Furubarken tilberedes paa den Maade, at man flækker Barken af den øverste Del af Træerne, skaver bort al den ydre brune Bark, tørrer den gjenværende Hinde i Badstuen, banker den i smaa Smuler og maler den til Mel, som da bruges i Forening med Mel af Korn til Brød og Grød. Mine Forældre brugte aldrig dette Nødmiddel, men jeg smagte Barkebrød hos Askerud-Anne paa Askerudmoen og mindes endnu godt, at det havde en bitter og meget ubehagelig Smag; men blandt Husmænd og Inderster var Barkebrød en meget almindelig Spise i den her omhandlede Tid i Omegnen af Sorknes. Derimod mindes jeg godt, at jeg fulgte min Fader til Brusæteren og paa Juberget eller Jubergsmyren indsamlede Hvidmose, som blev hjemført, kogt, malet paa en Potetesqværn og blandet i Fladbrød og Grød sammen med Bygmel; men uagtet vi fik Melk til, smagte dette afskyeligt og jeg tror ikke, at der blev spist stort i vort Hus af dette. Brødmosen blev heller aldrig benyttet i vort Hus, men jeg spiste den kogt i sød Melk paa Sømoen, og den smagte godt, omtrent som Torskenakker, hvormed den ogsaa
