omtrent skulle han have yttret sig, og Lie maatte selvfølgelig forlade Stedet, uden at indlade sig paa at besvare en slig Tiltale. Lie var dog høihjertet nok, til kort bagefter at tage Torvig til Naade, da han atter begyndte at leve ordentlig, men det varede ikke længe, førend han begyndte med sine Svirelag igjen, og nu gik det nedover med ham, og Enden blev, at han tabte sine Informationer og maatte forlade Stedet, arm og ussel, som han kom hertil fra Stokholm, hvor han skulde have opholdt sig en længere Tid, rimeligvis ligesom i Kongsvinger, dels som Gentleman og dels som Gjest hos de simpleste Krøgarer.
Hvad Lies politiske Tænkemaade var, maa jeg tilstaa at jeg ikke blev rigtig klog paa den. I Vaner og Tilbøieligheder var han Aristokrat, men han hyldede tilsyneladende sin Ven Stabels demokratiske Lære og Handlemaade. Og som af Folket valgt til Medlem af Formandskabet i Vinger og Valgmand for denne Kommune, maatte han da vise sit folkelige Tankesæt, naar Anledning gaves. I 1845 satte han sig derfor i Spidsen for at feire 17de Mai paa den Maade, som da var bleven Mode, ved at gaa gjennem Gaderne i stor Procession med vaiende Flag, Sang og Spil. Lie gjorde sig stor Umage for at faa alle Stedets Indvaanere af Mænd til at tage Del, og det lykkedes ogsaa godt, men Enkelte var det dog, som ikke vilde deltage, uden at man blev klog paa, om det var af Mangel paa Følelse for Dagen eller af andre Egenheder. Blandt disse var Kand. jur. og Landhandler Sigv. Rynning, en Broder af Sognepræsten i Vinger, O. G. Rynning. Han var Fuldmægtig hos Lie før mig, men var nu gift med en rig Landhandlerenke, og Processionen gik netop forbi hans Hus. Ligesom paa Trods havde han nu stillet sig op nede paa sin Trappe og stod der med et Haansmil paa sit store, gammelagtige og grinagtige Ansigt. Dette var formeget for den varmblodige og til Beundring og Hyldest vante Lie, og han gav sin Forargelse Luft ved at spytte mod
