else, staaende i et Sideværelse at høre Prindsen spille et Par Melodier og fantasere lidt paa Instrumentet. Man glædede sig ogsaa meget ved at se denne unge, vakre, velskabte Mand, om hvis Elskværdighed og Begavelse Rygtet allerede den Gang vidste at fortælle store Ting.
Postmester Ole Tommelstad, som havde været Kopist ved Statssekretariatet i Stokholm, var ogsaa en af de Personer, Lie af og til havde lidt Moro af. Han havde sine Egenheder denne Mand, og deriblandt den, at han indbildte sig at være en lærd Mand og stor Filosof. Han havde oversat Sais „Moralen anvendt paa Politiken“ og en Bog om „Anvendelse af Potetes“, og vedblev at studere i franske Læsebøger.
Derhos troede han, at han var uundværlig som Postmester paa Kongsvinger. Da nu Regjeringen og Storthinget nægtede at gaa ind paa nogle Smaaforandringer i det ham paa Fæstningen indrømmede Lokale, forlangte han sin Afsked, sikker paa, at høie Vedkommende herved vilde falde til Føie og bede ham vedblive; men om Forladelse, Regjeringen tog ham paa Ordet, og Storthinget gav Tommelstad en meget liden Pension. Stakkels gamle Tommelstad, han fik saaledes bøde haardt for sin uskyldige Tro paa sin Uundværlighed. Han likte ikke Lie synderlig godt, thi hvor troskyldig han end var, skjønte han, at Lie ofte havde ham til Bedste. Og en Dag, jeg var oppe hos ham, lod han forstaa, at Lie ikke var hverken saa klog eller vittig som Folk holdt ham for at være. „Han kan prate, og det gjør han i Tide og Utide, men tænkte han dybt og alvorligt, saa holdt han mere Maade med sit Snak. Jeg læser netop om en saadan dyb, alvorlig Tænker. Han sad i Selskab blandt sine Venner uden at sige et Ord den hele Qvel, men naar de saa skulde gaa, saa yttrede han Farvel mine Venner, vi skilles nu, men vi skilles som Ølost, – De forstaar, for atter at samles, tillagde han“. Se dette ar dybt og alvorligt og gav mere Stof til Eftertanke i faa
