Ord end timelangt Vrøvl“, bemærkede Gamlingen med et veltilfreds Ansigt. I denne Smag var det Tommelstad talte, og det var umuligt Andet, end at more sig ved at høre paa ham en liden Stund, men ikke længe.
Saa var det Kommandant Sissener. Lie var bange for at tale med denne Mand, ikke fordi han var saa farlig, som han teede sig til og truede med i sin Tale, men fordi han var yderst trættende. En Dag, han kom ned i fuld Uniform, smat Lie væk for at undgaa ham og overlod til mig, at modtage ham. Han talte daarligt Norsk, men dog forstaaligt, og hans Ærinde var, at bede om Henstand med en Del Gjeldskrav, Lie havde paa ham, fra Handelsmænd paa Stedet. „God dam de Kjøbmænd i den hele Leir og den Prokuratoren, som hjælper dem med deres ujuste Fordringer. Jeg kjøber Alt hos de Kanalier i dyre Domme, betaler Renter og enda sætter de paa mig den Prokurator. Fidere! Gjorde jeg min Ret, skulde jeg skyde ned den hele Leir og alt det usle Pak der“, yttrede han. Naar han var gaaet meddelte jeg da Lie vor Samtale, og han lo da godt over Gamlingens Trudsel, thi der fandtes for det første ikke Kanoner paa Kongsvingers Fæstning og intet Mandskab. Kommandantposten var allerede den Gang en Sinecure, som Kong Carl Johan havde skaffet denne Mand paa Grund af Kjendskab fra Frankrige, hvor S. skulde have været Underofficer ved den Del af Hæren, hvor Carl Johan var Officer.
Da S. kom til Kongsvinger, prangede Æreslegionens Orden paa hans Bryst, men efterat Carl Johan havde været paa Fæstningen og hilst paa sin gamle Ven og Krigskammerat, forsvandt dette høitanseede Ærestegn fra Oberstens Bryst for bestandig og Folk var ondskabsfulde nok til heraf at slutte, at det aldrig var bleven ham tildelt. Fru Sissener var ogsaa noget eiendommelig paa sin Vis. Der kom af og til svenske Adelsmænd til Kongsvinger som gjorde pligtskyldig Visit hos Kommandantens. Og i en af disse Adelsmænd af høi An-
