Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/149

Denne siden er ikke korrekturlest
– 149 –

Hele stilles ved Siden af Krohg, der med sin helstøbte Karakter forenede megen positiv Virksomhed for Folkets Vel udenfor sin Embedsvirksomhed, og gjorde Opoffrelser i denne Retning baade af Tid og Penge, uagtet sin middelmaadige økonomiske Stilling, medens Arntzens Deltagelse for Folkets Vel yttrede sig paa en rent negativ Maade, det vil sige, han røgtede sine Embedsforretninger men gjorde, mig bekjendt Intet for at ophjælpe Næringsveiene og fremme Oplysningen blandt Folket. Krohg var derhos uden Standsfordomme og havde aaben Sands for en grundlovsmæssig Fremadskridning i moderat og liberal Retning medens Arntzen var noget aristokratisk i sin Opfatning og ugunstig stemt mod tidsmæssige Reformer. Derhos havde han den Svaghed, at han med en til Barnlighed grændsende Kjærlighed holdt paa sin Rang som Embedsmand og Ridder, samt indbildte sig, at han nedstammede fra den i vor Historie berømte Slægt Arnesen. Justitiarius Carl Arntzen skulde have anvendt megen Tid for at finde Stadfæstelse paa dette; men, saavidt jeg har hørt, fandtes der nok ingen Oplysninger som tydede herpaa. Hvad man vidste var, at Stamfaderen for den Arntzenske Familie var Eier af den største Gaard i Solør, nemlig Grinder, at han hedte Arne, var Bonde og havde – om jeg ikke mindes feil 13 Sønner, deriblandt Peder, som fik Gaarden og var titulær Krigsraad, Oberstlieutenant Svend Arntzen, Statsraad Andreas Arntzen, Kapt. Ole Arntzen, Arne Arntzen, en Oberst i russisk Tjeneste, og en Præst i Danmark. Alle Breve, stilede til Arntzen, lød „Høivelbaarne Præsident Sorenskriver Ridder Arntzen“, og alle Akter, som udgik fra Sorenskriverkontoret, bar i Spidsen: „Arne Arntzen, Præsident, Sorenskriver i Solør og Oudalen, Ridder af Nordstjernen og Vasa“. Naar han talte om sine Brødre, hedte det altid: „min Broder Statsraaden, Krigsraaden etc.“. Man tiltalte ham altid med Hr. Præsident og under Navnet Presidenten gik han over det hele Sorenskriveri. Men uagtet denne Forfængelighed,