Glommendal (Grue) var deilig og mod Vest laa en Aasryg, bevoxet med Furuskov. Tidlig om Vaaren 1847 blev vor kjære Præsident liggende syg – noget, som vist ikke havde været Tilfældet paa mange lange Tider. Uagtet Præsidentinden og den øvrige Familie bleve meget ængstelige herover, næredes dog ingen Frygt for hans Liv‚ da man antog, at det blot var en streng Forkjølelse, som snart vilde gaa over; men Lægen blev dog snart hentet og stationeret paa Opager, og Sygdommen tiltog i en foruroligende Grad og endte efter en 14 Dages Tid med hans Død. Faa ere vel de Mennesker, som under sin Sygdom har været fulgt med en saa oprigtig og varm Deltagelse og Bekymring, og efter sin Død saa savnet og begrædt af Familie, Husstand og Venner som Arntzen. Sent og tidlig spurgte Alle ængstelige om hans Befindende, og Utrøsteligheden var ubeskrivelig, da Lægen, ved at bruge Muskus anvendte sit sidste Middel uden Haab om Redning. Præsidentens Død var saaledes en hist sørgelig Dag for Alle paa Opager; lige op fra Fruen ned til Staldkarlen græd og jamrede de sig over, at have mistet denne Perle af en Mand og Husbond, dette elskværdige, hæderlige, christelige Menneske. Saavidt erindres, var han henved 60 Aar, da han døde.
Den edsvorne Fuldmægtig, Nicolay Astrup paa Gruset, fik nu Konstitution som Sorenskriver, og Kontoret med dets hele Personale, undtagen gamle Christen Hansen og Carl Petersen, flyttede nu did. Flytningen fra Opager var atter en tung Dag. Carl Petersen og jeg vare blevne oprigtigt gode Venner, og gamle Hansen havde med sin elskværdige Karakter mødt mig med en Godhed og Velvillie som for mig var uforglemmelig. Han spilte en ren, pen Violin og fornøiede os en Aftenstund imellem dermed. Det herlige Liv paa Opager, de mange, mange hyggelige Samtaler og Vistpartier, Spadsereturene og Udflugter paa og omkring den skjønne Eiendom var det altsaa nu forbi med.
