Paa Gruset mødte vi en særdeles forekommende og
venlig Modtagelse af den over Konstitutionen som Sorenskriver,
lykkelige Nicolay Astrup, hans Kone, født Døderlein, hans
Moder, Fru Astrup, Enke efter Foged Astrup, og hendes
hjemmeværende voxne Børn, 4 Døttre og en Søn, Carl –
Alle udsøgt snille, gode, hæderlige Mennesker. Enkefruen holdt
særskilt Husholdning, og som oftest vare vi til Middag hos
hende hver Søndag, og disse Dage imødesaa vi med Længsel,
ikke alene fordi Anretningen var pen og Maden god og velstelt,
men fordi disse Middagsselskaber oplivedes ved en livlig,
utvungen og behagelig Konversation, som især lededes af den
særdeles venlige, hjertelige og kvikke gamle Fru Astrup og
hendes livsglade, staute, vakkre Søn, den konst. Sorenskriver.
Middagene paa de Søndage, vi spiste hos Principalen var af den samme behagelige Art, idet gamle Fruen med Familie da var Gjester der, men Hverdagskostholdet blev os, ovenpaa den udsøgte Beværtning paa Opager, mager og knap, og dette nedstemte ofte vort gode Humør. Maden var vistnok vel tillavet og pent anrettet; den var heller ikke saa daarlig eller knapt tilmaalt; men Sammensætningen var som oftest aldeles stridende mod vor Smag, og saadan, som jeg ikke har set den hverken før eller siden. En Middag fik vi kogt Kjød og Melsuppe, en anden Kjødsuppe og Ludfisk; til Aftens som oftest Grød og Melk; til Frokost Kaffe og Smør og Brød. Det hjalp ikke, at Vert og Vertinde vare venlige og forekommende og selv med glade Ansigter nød disse Middagsmaaltider; vi følte os ubehagelig stemte ved det nævnte Kosthold og søgte ikke saa sjelden at bøde derpaa ved dels at tage os et Extramaaltid ude hos en eller anden af Naboerne, dels at anskaffe os Madvarer til Kontoret. Det er rosværdigt at leve tarveligt og sparsommeligt, og det kan gjerne være, at det stemmer med Sundhedens Regler at spise blot for at leve, men det er og bliver dog saa alligevel, at et Madstel, som gjør, at man gaar utilfreds til Bords, og halvt hungrig fra Bordet, virker ned-
