Gulvet henimod og standser lige ind paa Livet paa Dansken, udbrydende i fuldt lynende Sinne: Hvad er De for en Karl, som kommer her og fører slig oprørsk Tale om Statsforfatningen, og som drister Dem til at forsvare en saadan fordømt tyv- og kjeltringsagtig Lære som Kommunisme. Jeg kan høre af Deres Pjat, at De er dansk, og jeg vil raade Dem til saa hurtig som muligt at forlade Landet og præke Deres gudsforgaaende Lære i den skidne Røverrede, hvor den er udklækket.“ Dansken var klog nok til at tie, da han skjønte, at et eneste Ord fra hans Side vilde have forledet den overmodige opfarende, fremfusende og ustyrlige General til at anvende Haandgribeligheder. Og Samtalen sluttede derfor med Generalens Generalsalve, og Astrup og jeg drog videre paa vor Thingreise ledsaget af den slukørede Danske. Hvad var det nu for et Menneske, denne danske Tusindkunstner? Jo, han kaldte sig Bøgh, men dette skulde være et paataget Navn. Han var relegeret fra Krigsskolen i Danmark og maatte rømme fra dette Land paa Grund af en Duel, hedte det. Han havde levet flere Aar i Sverige og kom derfra til Solør og Oudalen. Naar det led ud paa Høsten, rygtedes det, at han var forlovet med Andrea Schøyen, en meget vakker Pige, Datter af Capt. Schøyen. Familien blev meget ulykkelig ved at høre dette og søgte at faa Forbindelsen hævet, men uden Nytte. Erik Bøgh reiste om Høsten til Kristiania, gjorde Opsigt der med sin Nytaarsfarce, og lever nu som Journalist og Digter i Kongens Kjøbenhavn, og har der arbeidet sig op til en Anseelse og Berømmelse, hvorom Ingen drømte, da han opholdt sig i Solør.
Da Fitzens ud paa Høsten 1847 ankom til Solør, tog han ind hos Astrup. Det var en Mand over Middelshøide, med et stort, kraftigt Ansigt, stor krum Næse, høi Pande, hvasse Øine og en stærk, staut Legemsbygning; men han var nu noget gigtsvag og saa ud til at have levet meget over de 50 Vintre, han havde paa sin Bag. Hans Kone, som var
