en Datter af Byskriver Falsen i Bergen, var omtrent 20 Aar yngre og meget vakker. De vare børnløse. Fitzens var, da han ankom, som han selv sagde fattig som en Kirkerotte og eiede ikke andre Klæder end den graa simple Dragt, han gik og stod i. Men kry og fri og stortalende var han alligevel. Han var derhos en ren Vittighedsjæger, og glad i at fortælle tvetydige Historier og Tildragelser, især naar Damer var tilstede, som han kunde bringe disse til at rødme og vaande sig over sin Nærværelse. Han havde været Lieutenant, men underkastede sig Artium og juridisk Embedsexamen. Naar dette var slet, søgte han Bergens Politimesterembede, gik kortefter op til Statsraaden i Justitsdepartementet for at høre, hvorledes han stod som Ansøger. Statsraaden troede han kom for at søge en Kopistpost, og gav Fitzens strax efter hans Indtrædelse den Besked, at der ikke var nogen Kopistpost ledig. Hertil svarede den stolte Fitzens i sin krye Tone, at han ikke søgte nogen Kopistpost, men Bergens Politimestermbede, som han ogsaa fik. Derefter blev han Sorenskriver i Lofoten og Vesteraalen, og fra dette Embede var det, han nu kom, som beskikket Sorenskriver i Solør; Vinger og Oudalen fik Restad.[1] Det var næsten ikke muligt for Andre at komme til Orde, naar Fitzens var tilstede. Han havde Historier i det Uendelige at fortælle, og skjønt han fortalte godt og ofte kunde være vittig blev man dog i Længden træt af ham som af alle Pratmagere. Bergenserne og de Bedrifter, han der havde udført, som Politimester i Bergen, var især hans Thema. Bergenserne vare flittige, stræbsomme og tarvelige, sagde han. Han kjendte en Mand der, som havde et lidet Kontor til Ga-
- ↑ Solør og Oudalens Sorenskriveremdede blev nemlig delt i 2, og denne Deling, hvori Cand. jur. Bing for den nye Sorenskr. i Vinger og Oudalen deltog, faldt meget let i alle Henseender, da Grændserne vare givne og Protokoller og Arkivsager havdes hver for sig. Folkemængden var omtrent ligestor i begge de nye Sorenskriverier, men i Solør faldt Indtægterne meget rigeligere.
